Kun polititape og gennemrodet tør jord på den tomme grund afslører flere dages intensiv efterforskning i en lille tysk kolonihaveforening.
Betjentene, politihundene og gravemaskinerne er væk, og de første naboer er torsdag morgen vendt tilbage til deres små haver.
De ved nu alle, at den hovedmistænkte for mordet på Madeleine McCann kortvarigt boede blandt dem. Han er dog ikke meget mere end et ubehageligt spøgelse fra fortiden, som kun de færreste havde en minimal kontakt med.
»Jeg har set ham nogle gange, men jeg kendte ham ikke rigtig,« siger 73-årige Wolfgang Kossack, der ejer grunden ved siden af. »Jeg talte kun sjældent med ham og kun om det mest nødvendige.«

Wolfang havde glemt alt om sin gamle, reserverede nabo indtil denne uge, hvor hans ansigt i nyhederne blev sat i forbindelse med området.
Den mistænkte, kendt som Christian B, lavede ikke havearbejde som andre og ønskede i stedet at leve isoleret fra samfundet, husker Wolfgang. Christian B boede på stedet i 2007 – samme år, som den treårige britiske pige Madeleine McCann forsvandt i det sydlige Portugal.
Ikke længe efter forsvandt Christian B, og huset blev revet ned. Angiveligt har ingen siden overtaget grunden.
I forbindelse med gravearbejde på stedet fandt efterforskerne og gøende politihunde en tilgravet kælder, som tilhørte kolonihavehuset dengang. At Christian B havde en kælder, er dog ikke usædvanligt, fortæller en anden nabo, som også husker den hovedmistænkte.

Den ældre nabo fortæller, at også han har en kælder under sit hus, hvilket flere andre i kolonihaven ligeledes har.
Hvad politiet kan have fundet i kælderen og slæbt væk i tætforseglede poser, er dog stadig et stort ubesvaret spørgsmål.
Naboen blev i første omgang forundret over det massive politiopbud, men han tror efter de tre dages gravearbejde ikke, at efterforskerne har fundet noget. Han trækker på skulderen og siger, at de jo skal følge alle spor, og går tilbage ind i sin have.
På den anden side af en vej med tæt trafik ligger en anden og synligt mere velplejet kolonihaveforening.

Her fortæller to kvinder, at de har været overrasket over at se den store politiefterforskning pludselig rykke så tæt på dem.
Selv om Madeleine McCann-sagen og Christian B's tilstedeværelse i området ligger mange år tilbage, var den tragiske sag og det store politiopbud alligevel på alles læber, da de i koloniforeningen havde en mindre social sammenkomst i begyndelsen af ugen, fortæller de.
Kvinderne er dog ligesom alle andre stadig ikke blevet klogere på, hvad politiet muligvis fandt på den tomme grund.
Tavshed
Efter flere dages intensivt gravearbejde i den lille kolonihave i Hannover er de vigtigste spørgsmål stadig ubesvarede.

Anklagemyndigheden har tidligere bekræftet, at gravearbejdet på stedet har forbindelse til Madeleine-sagen.
Man ved dog stadig ikke, hvad de ledte efter – eller om de fandt det.
Hos politiet er den korte besked, at de ikke har tilladelse til at kommentere på efterforskningen. Det er kun anklagerne, der må det.
En talsperson hos anklagemyndigheden i Braunschweig, Julia Meyer, oplyser, at man ingen kommentar har til sagen.
»Der kommer ikke nogen udtalelse i dag, i morgen og heller ikke de næste par dage,« siger hun.
Den mistænkte, 43-årige Christian B, er i dag varetægtsfængslet i Kiel for narkosmugling. Han har tidligere begået overgreb og voldtægt på børn og boede i Algarve-regionen, hvor Madeleine McCann forsvandt, i perioden 1995-2007.