Tidligt onsdag aften er en ny udvikling indtruffet i sagen om den forsvundne Madeleine McCann.

Det tyske kriminalpoliti har valgt at udstede et mindre flyveforbud over det område, hvor efterforskere er i gang med et gravearbejde på en adresse nord for den tyske by Hannover.

Det skriver det tyske medie Bild.

Her fandt politiet tirsdag en hemmelig kælder på den adresse, hvor en 43-årig tysk mand, som er mistænkt i Maddie-sagen, tidligere har boet i et kolonihavehus. Huset er nu revet ned, skrev det lokale medie HAZ tidligere onsdag.

FRIEDEMANN VOGEL

Forbuddet omhandler helikoptere og droner, bekræfter den offentlige anklagemyndighed i Braunschweig over for Bild.

Siden tirsdag morgen har politiet været til stede på adressen, men det er ikke blevet oplyst, hvad man leder efter.

Ifølge tyske medier er der fundet store betonfundamenter på grunden i Tyskland, og man er nu i gang med at grave ud.

Den tyske mand, hvis tidligere adresse man nu undersøger, menes at have været bosat på den portugisiske Algarve-kyst, da Madeleine McCann forsvandt.

FRIEDEMANN VOGEL

Man mistænker ikke alene den 43-årige for Madeleine McCanns forsvinden. Han formodes også at have myrdet hende, har politiet tidligere oplyst.

Sagen om forsvundne Madeleine McCann tager sin start i 2007, hvor den kun dengang tre-årige pige forsvandt fra en ferielejlighed i den portugisiske by Praia da Luz, mens hendes forældre sad et kort stykke væk på en tapasrestaurant.

Her 13 år efter arbejder man stadig på at løse mysteriet om den britiske pige.