Med varmen kommer mange ting. En af dem er hugorme.

De fleste støder på dem under en tur i skoven, men sådan gik det ikke med Svein Åge Svinsås og hans ansatte i Svinsås Snekkerservice.

Det norske håndværkerhold var taget til Sunnmøre i Norge for at arbejde på et renoveringsprojekt og havde fundet nogle værelser, de kunne overnatte på.

Men en af dem var ikke alene. For pludselig begyndte gardinet at røre på sig.

»Lige da han skulle til at gå i seng fandt han en hugorm i vindueskarmen. Han blev da lidt bange,« fortæller Svein Åge Svinsås til TV 2 Norge.

Han forstår ikke helt, hvordan slangen er kommet ind. Der var nemlig hele to meter op til den ansattes vindue. Han tror ikke, at sådan en hugorm kan kravle så højt op.

Den ansatte fik bugt med slangen ved hjælp af en stav og sine kollegaers støtte, som du kan se i videoen øverst i artiklen.

Dog fortæller Svein Åge Svinsås, at de ikke tager nogle chancer. De gik med det samme i gang med at lukke for ventilationen med tape, så der ikke var en indgang til værelset for andre nysgerrige hugorme. Nu kigger den ansatte sig også ekstra godt omkring, før han går i seng. Det var ikke en sjov oplevelse.