Danske bilister har de seneste måneder været mål for flere end hundrede stenangreb på svenske motorveje. Men det er tilsyneladende ikke kun på vejene, at en vrede har rettet sig mod danskere.

Det fik danske Cornelia Kofoed Lipsius at opleve, da hun tirsdag satte kursen fra Bornholm mod Sjælland via Ystad og tilbage igen.

»Jeg skulle til Sjælland for at hente mine børnebørn, og som altid tager jeg vejen via Ystad, men lidt efter jeg er kørt af færgen, oplever jeg en bil, som voldsomt og meget pludseligt brager ud foran mig fra en sidevej,« fortæller Cornelia Kofoed Lipsius.

»Og kort tid efter sker det igen. En bil fra en sidevej kører voldsomt og pludselig direkte ud foran mig,« lyder det videre.

I første omgang slog Cornelia Kofoed Lipsius det hen. Det måtte være et uheldigt sammentræf og i øvrigt ikke noget, som hun har oplevet før.

Ligesom andre danske bilister tog hun sine forholdsregler på resten af turen på grund af de mange stenangreb. Cornelia Kofoed Lipsius var ekstra opmærksom på sine omgivelser og havde solbriller på for at beskytte øjnene, hvis hendes bil skulle blive ramt af sten.

Men en oplevelse på tilbagevejen mod Bornholm har nu fået hende til at tvivle på, om de to hændelser med aggressive bilister var et uheldigt sammentræf eller blot endnu et udtryk for den vrede, som tilsyneladende er rettet mod danskere i den sydlige del af Sverige.

»Mine børnebørn og søn går ind på Burger King i Ystad, da vi er på vej tilbage. Jeg står udenfor, da en svensk dame pludselig rejser sig op. På skånsk begynder hun at råbe, at vi bare skal skride ud af hendes by. Vi var ikke velkomne i Sverige, og vi bornholmere og danskere skal passe på,« fortæller Cornelia Kofoed Lipsius.

»Og så sluttede hun af med at sige noget i stil med, at de kaster sten efter os.«

Cornelia Kofoed Lipsius
Cornelia Kofoed Lipsius
Vis mere

Hvordan kan du være sikker på, at de tre hændelser skyldes, at du er dansker, og at det ikke bare er tilfældigheder?

»Det kan godt være, at det er tilfældigt, men da damen overfuser mig, begynder jeg at tænke, om der kan være en eller anden form for sammenhæng. Det er sjældent, at man oplever så mange sammentræf på en dag,« siger Cornelia Kofoed Lipsius.

Episoderne har nu medført, at Cornelia Kofoed Lipsius ikke har i sinde at stoppe i Ystad for at handle fremover. Hun kan heller ikke lade være med at tænke, om de mange stenangreb og den chikane, hun selv var udsat for, kan hænge sammen med, at borgerne i Ystad er trætte af alle de biler, som kører igennem byen, når de skal til eller fra Bornholm.

Samtidig tager hun sine forholdsregler, når hun skal køre af den berygtede vej i det sydlige Sverige til og fra Bornholm.

»Jeg kører altid med solbriller, og det samme gør mine børnebørn, når vi kører på den rute. Og så har vi solbeskyttere i sidevinduerne til bagsædet, så vi kan beskytte os mod glasskår, hvis en sten skulle ramme,« lyder det.

Politikommissær hos det svenske politi Ewa-Gun Westford tvivler på, at Cornelia Kofoed Lipsius' teori om, at de mange stenangreb skulle bunde i, at Ystad-borgere er trætte af trafikken til og fra Bornholm-færgen.

»Man ved, at trafikken til og fra Bornholm er der hver eneste dag, og det er klart, at kører man afsted på det forkerte tidspunkt, så kan man blive påvirket af det. Men jeg tror nu ikke, at der er en sammenhæng,« siger hun.

Cornelia Kofoed Lipsius har anmeldt hændelserne til svensk politi.