Ikke længe efter det endelige valgresultat lå klar, opstod der pludselig tvivl i oppositionslejren.

Hovedudfordreren til præsidentposten var taget til et møde i statens valgorgan. Pludselig kunne ingen få fat i hende.

Svetlana Tikhanovskaja havde ellers formået at ryste den mangeårige leder og siddende præsident i Hviderusland, Alexander Lukashenko.

I ugerne op til søndagens præsidentvalg var en opposition blevet samlet, demonstranter var i gaderne i tusindvis, og et håb var blevet vakt.

Alt sammen på baggrund af, at Lukashenkos regering havde fængslet flere politiske modstandere. Blandt andet flere prominente kandidater til præsidentposten – og ikke mindst Svetlana Tikhanovskajas mand, den kendte blogger Sergej Tikhanovskij.

Men da det officielle valgresultat lå klart, havde Lukashenko fået lige over 80 procent af stemmerne. En enorm sejr for manden, der bliver kaldt 'Europas sidste diktator'.

Resultatet var en stor overraskelse for mange. Ikke mindst Svetlana Tikhanovskaja, der selv gik ud og undsagde det.

Hun mener, hun havde sejret over den siddende præsident, og bestrider derfor valgresultatet.

Svetlana Tikhanovskaja udenfor et valgsted i forbindelse med søndagens valg, som hun ifølge de officielle resultater tabte.
Svetlana Tikhanovskaja udenfor et valgsted i forbindelse med søndagens valg, som hun ifølge de officielle resultater tabte. Foto: VASILY FEDOSENKO
Vis mere

Måske derfor var hun taget til en møde i statsorganet Den Centrale Valgkomité.

Ikke længe efter begyndte rygterne at svirre.

Journalister, som ønskede at komme i kontakt med præsidentkandidaten, kom ikke igennem.

Når journalisterne kontaktede Svetlana Tikhanovskajas kampagnestab, lød svaret, at de ikke vidste, hvor hun var, og hun ikke svarede deres opkald.

Ej heller tog hun sin telefon, når udenlandske ministre forsøgte at få fat i hende.

Det kunne Litauens udenrigsminister blandt andet berette om mandag aften på Twitter.

Linas Linkevicius, som udenrigsministeren hedder, havde forsøgt at komme igennem i flere timer, men havde ringet forgæves hver gang. Klokken 21.01 mandag aften skrev han om sin bekymring på Twitter.

'Har forsøgt at fange Svetlana Tikhanovskaja i adskillige timer. Ikke engang hendes egen stab ved, hvor hun er. Er bekymret for hendes sikkerhed,' lød det.

Den hviderussiske mangeårige præsident Alexander Lukashenko.
Den hviderussiske mangeårige præsident Alexander Lukashenko. Foto: SERGEI GAPON
Vis mere

Også Buzzfeeds korrespondent i Østeuropa, Christopher Miller, var en af de journalister, som ikke kunne få fat i Svetlana Tikhanovskaja, når han forsøgte at ringe eller skrive.

Det beskrev han på Twitter klokken 21.46 mandag aften.

'Den hviderussiske oppositionskandidat Svetlana Tikhanovskaja er ikke blevet set eller hørt fra i timevis efter hendes møde i Den Centrale Valgkomité. Hendes eget personale er ikke sikre på, hvor hun er, og hun svarer ikke på opkald eller beskeder, end ikke fra udenlandske ministre og andre lande,' skrev han.

Frygten for hendes velbefindende var tydeligt efter et valg, der er blevet beskrevet som meget problematisk med udprægede meldinger om valgsvindel.

Blandt andet blev personer filmet på vej ud af bagdøren ved et valgsted bærende på en taske med ukendt indhold.

Det kan man læse mere om her.

Bekymringerne for Svetlana Tikhanovskajas velbefindende blev tirsdag morgen afløst af lettelse, da Litauens udenrigsminister, Linas Linkevicius, kunne berette, at hun var dukket op i sikkerhed i netop Litauen.

'Svetlana Tikhanovskaja er i sikkerhed. Hun er i Litauen,' skrev han 07.25 tirsdag morgen.

Senere tirsdag kom første ord fra Tikhanovskaja selv.

»Jeg traf en meget svær beslutning. Det er en beslutning, jeg har truffet fuldstændig på egen hånd,« siger hun i en offentliggjort video.