'Fire år efter - 239 liv. Husker I MH370?'

Med denne tekst på ryggen deltog én af de pårørende til ofrene for den malaysiske flykatastrofe i 2014 sammen med en række andre efterladte fredag i et pressemøde, som præsenterede et muligt gennembrud i sagen.

Efter flere års uvished mener de pårørende nemlig, at de står over for en mulig opklaring af mysteriet om det forsvundne fly fra Malaysia Airlines.

Nye vragfund viser efter deres mening, at MH370s sidste minutter blev voldsomme, og at flyet styrtede med høj fart mod havoverfladen.

Grace Subathirai Nathan er datter af en passager på MH370, Anne Daisy. På pressemødet fredag overgav hun mulige vragstykker fra flyet til den malayiske transportminister.
Grace Subathirai Nathan er datter af en passager på MH370, Anne Daisy. På pressemødet fredag overgav hun mulige vragstykker fra flyet til den malayiske transportminister. Foto: MOHD RASFAN
Vis mere

Det skriver flere internationale medier.

Fire et halvt år efter tragedien er det stadig en gåde, hvad der skete ombord på Malaysia Airlines Flight 370 efter take off i Kuala Lumpur den 8. marts 2014.

Men nu har nogle af de efterladte til ofrene for flykatastrofen afholdt et pressemøde, hvor de fremviste fem effekter, som de mener stammer fra det forulykkede fly.

Vragrester, som efter deres mening viser, at flyet styrtede og med høj fart blev smadret mod havoverfladen.

Foto: MOHD RASFAN
Vis mere

De bakkes op af flyekspert Victor Iannello, som mener, at skader på det, der ligner et fodpanel fra flyet, indikerer en 'højhastighedspåvirkning.'

Eksperten hjælper australske myndigheder med at lede efter flyet og skriver om de seneste fund på sin blog.

'Delens placering i B777'eren (MH370, red.) og skadens art stemmer overens med en høj-hastighedespåvirkning, og har derfor bevis-værdi,' skriver han.

Flyet var på vej til Beijing i Kina, men forsvandt sporløst efter få timers flyvning med 227 passagerer og 12 besætningsmedlemmer ombord.

Foto: MOHD RASFAN
Vis mere

På pressekonferencen holdt Jacquita Gonzales, hustru til en steward på flyet, Patrick Gomes, en vragrest op foran kameraet. Både hun og flere andre pårørende bad regeringen fortsætte efterforskningen af flytragedien.

De nye vragdele er blevet fundet ved Madagaskar, og de blev overgivet til den malaysiske transportminister Anthony Loke.

»Vi ønsker, at regeringen fortsætter med at søge efter vragrester og dele og sætter dem sammen som et puslespil, så vi kan få et fingerpeg om, hvad der skete med flyet,« sagde en af de fremmødte pårørende på pressemødet.

De nye fund giver de efterladte fornyet håb om, at årsagen til tragedien kan opklares.

Foto: FAZRY ISMAIL
Vis mere