Op til 435 millioner kroner vil det amerikanske foretagende Ocean Infinity kunne modtage, hvis det søger efter det forsvundne malaysiske fly MH370 og finder det.

Hvis eftersøgningen ikke fører til noget resultat, udebliver findelønnen helt og holdent. Findelønnen stiger trinvist i forhold til de områder, der eftersøges.

Det amerikanske selskab har hyret det norske forskningsfartøj Seabed Constructor, som blandt andet medbringer otte ubemandede undervandsfartøjer, til eftersøgningen.

»Seabed Constructor er på vej til eftersøgningsområdet og udnytter gunstige vejrforhold i Det Sydindiske Ocean,« siger Malaysias transportminister, Liow Tiong Lai.

Her ses skyggen fra et af de fly, der har deltaget i jagten på at finde det forsvundne MH370 over Det Indiske Ocean.
Her ses skyggen fra et af de fly, der har deltaget i jagten på at finde det forsvundne MH370 over Det Indiske Ocean. Foto: POOL
Vis mere

Eftersøgningen indledes i midten af januar og fortsætter i 90 dage.

Til at begynde med vil eftersøgningen foregå i et område på 25.000 kvadratkilometer.

»Hvis flyet findes i de første 5000 kvadratkilometer, der undersøges, vil findelønnen være på 20 millioner dollar (124 millioner kroner). Hvis det findes inden for 10.000 kvadratkilometer vil den være på 30 millioner dollar (186 millioner kroner). Og hvis den findes inden for 25.000 kvadratkilometer vil den være på 50 millioner dollar (310 millioner kroner),« siger ministeren.

Den højeste findeløn er på 70 millioner dollar (knap 435 millioner kroner),

Passagerflyet forsvandt for næsten fire år siden. Dets forsvinden er fortsat et mysterie, og januar sidste år opgav regeringerne i Malaysia, Kina og Australien at fortsætte eftersøgningen.

Foto: RAYMOND WAE TION (arkiv).
Vis mere

Området på 25.000 kvadratkilometer blev af en australsk ekspertgruppe i december 2016 udpeget som det bedste bud på, hvor flyvraget kunne være.

Eftersøgningen af flyet har været den største i historien. I alt blev 120.000 kvadratkilometer i den sydlige del af Det Indiske Ocean afsøgt.

Flyet stoppede med at udsende signaler om dets placering allerede efter 38 minutter af flyveturen.

Flyet var på vej fra Kuala Lumpur til Beijing med 239 personer om bord.

/ritzau/AP