Den verdensberømte filminstruktør og videnskabsmand James Cameron har sin egen teori om, hvorfor det forsvundne fly endnu ikke er blevet fundet.

Fire år efter er det stadig en gåde, hvad der skete med flyet og de mennesker, der var om bord på den skæbnesvangre flyvning med MH370. Efterhånden begynder det også at stå klart for de fleste, at vi måske aldrig finder ud af, hvor flyet forsvandt hen.

James Cameron har skabt film som Titanic og Avatar. I virkelighedens verden er han dybt fascineret af havets dyb, og i 2012 udforskede han bunden af Marianergraven i Stillehavet med en specialdesignet ubåd.

Den canadiske filminstruktør og dybdehavs-ekspert James Cameron forklarer, hvorfor det er så svært at finde resterne af det forsvunde fly i havet. (Arkivfoto)
Den canadiske filminstruktør og dybdehavs-ekspert James Cameron forklarer, hvorfor det er så svært at finde resterne af det forsvunde fly i havet. (Arkivfoto) Foto: PETER RAE
Vis mere

I et interview med australske news.com.au fortæller han, at han ikke er overrasket over, at flyet fra Malaysian Airlines aldrig er blevet fundet. Havet er nemlig nærmest uendeligt dybt, og vi kender ikke meget til den verden, der er under havoverfladen, fortæller han til news.com.au.

»Vi kender mere til overfladen på Mars eller Månen end til vores dybeste have,« forklarer han.

Flere har spurgt Cameron, hvorfor han ikke deltager i eftersøgningen af flyet, men filmanden og dybdehavs-eksperten forklarer, at hans udstyr først komme til sin ret, når vraget ER lokaliseret.

»Når de først finder stedet, så er jeg specialist i vrag. Giv mig et vrag, og så skal jeg nok undersøge det. Jeg kan kortlægge det. Jeg ved, hvordan man bruger små robotter til at gå ind og analysere det og undersøge det nærmere,« siger han, mens han samtidig forklarer, at havet er så dybt og uendeligt, at det er umuligt at spotte omridset af et fly fra luften.

Det var på en flyvning fra Kuala Lumpur i Malaysia til Beijing i Kina i 2014, at MH370 pludselig forsvandt med 239 passagerer om bord. Siden har der været flere eftersøgninger i forsøget på at finde flyet eller dets vragdele, med meget lille succes.