Endnu en sag om en politibetjent i det engelske politi er dukket op. Og det skaber ikke ligefrem mere tryghed i storbyens gadebillede.

En politibetjent fra Metropolitan Police i London er nemlig sigtet for voldtægt. Det skriver Sky News.

Den 28-årige betjent Adam Zaman er anklaget for, uden for arbejdstid søndag, at have voldtaget en kvinde.

Voldtægten skulle være sket i det centrale London.

»Jeg forstår, at offentligheden vil være bekymret over at høre, at en politibetjent er blevet sigtet for så seriøs en overtrædelse. Vi deler den bekymring,« siger chefen for det østlige områdes kommandoenhed i Metropolitan Police, Paul Trevers.

Men bekymringerne i Metropolitan Police begyndte allerede langt før søndag.

Et mord på en ung engelsk kvinde 3. marts 2021 gik verden rundt.

Bag mordet stod en anden politibetjent, Wayne Couzens.

Mordet satte gang i en verdensomspændende debat om unge kvinders sikkerhed på gaden.

Det fik i begyndelsen af oktober Metropolitan Police i London til at advare mod betjente, der arbejder alene, skrev CNN.

Metropolitan Police foreslog her kvinder at løbe ind i et hus, vinke efter en bus eller ringe efter politiet, hvis de ikke tror, at politiet er, hvem de udgiver sig for at være.

Men manden, der nu er sigtet for voldtægt, var altså ikke på arbejde den dag, hvor han angivelig skulle have voldtaget en kvinde.

Adam Zaman blev mandag varetægtsfængslet og skal møde i Westminster Magistrates' Court onsdag.