Efter coronapandemien har ramt os, er den første gruppe kinesiske klatrere kommet til toppen af verdens højeste bjerg, Mount Everest. De skal forsøge at måle bjergets højde med satellitudstyr.

Det er den første ekspedition, der når toppen, efter at Kina og Nepal i marts lukkede for besøg på bjerget på grund af coronakrisen. Den lukning gælder i og for sig endnu, men den nuværende ekspedition er støttet af den kinesiske stat.

Himlen var blå, da de satte opmålingsudstyr op på toppen. Imens lod ekspeditionens ledere champagnepropperne springe i deres lejr lige under toppen. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Netop højden på Mount Everest er et evigt diskussionsobjekt. Den nyeste måling er en kinesisk fra 2005, og den målte bjergets højde til 8.844,43 meter. Den tog ikke højde for sneen og isen på toppen, som Nepals officielle højdemåling gør. Så er bjerget nemlig fire meter højere.

Æsler i gang med at bære gasbeholdere ned fra bjerget, da det blev lukket i marts på grund af coronapandemien.
Æsler i gang med at bære gasbeholdere ned fra bjerget, da det blev lukket i marts på grund af coronapandemien. PRAKASH MATHEMA

Der spekuleres også på, om de seismiske begivenheder – som jordskælvet i Nepal i 2015 – har haft indflydelse på højden.

Det statslige nyhedsbureau Xinghua mener, at ekspeditionen har en chance for at lave en helt nøjagtig måling. Satellitudstyret vil bruge en kinesisk satellit og andre avancerede måleinstrumenter.

Det står endnu ikke klart, hvornår resultatet foreligger. Men Nepal og Kina blev allerede sidste år enige om, at det skal ske ved en fællesbegivenhed

Den nuværende ekspedition startede 30. april, men er to gange blevet forsinket på grund af vejrforholdene.

Der er adgang forbudt for almindelige bjergbestigere på Mount Everest på grund af coronapandemien. Har har en galleriejer i Kathmandu taget en ansigtsmaske på.
Der er adgang forbudt for almindelige bjergbestigere på Mount Everest på grund af coronapandemien. Har har en galleriejer i Kathmandu taget en ansigtsmaske på. NARENDRA SHRESTHA

Bjergbestigerne har kun kort tid til at være på bjerget, for sommerens monsuner bringer meget dårligt vej med sig.