De vilde historier fortsætter med at komme fra verdens højeste tinde efter et par uger med stor opmærksomhed.

Billeder af lange køer til toppen Mount Everest er gået verden rundt, og nu er der kommet et endnu mere skræmmende billede frem i offentligheden.

Billedet er taget af den canadiske bjergbestiger og filmmand Elia Saikaly, der i sidste uge stod på toppen af det 8848 meter høje bjerg. På vej ned har han taget nogle voldsomme oplevelser med sig.

Tidligere har han fortalt om den vilde oplevelse, hvor bjergsbestigere bare trådte over en død person for at nå til toppen. Men nu tager han den et ekstra skridt. Det skriver TV 2 Norge.

Han har nemlig valgt at dele et billede, hvor man rent faktisk kan se folk, der bare går forbi den døde person.

'Morgenlyset viste vejen til toppen af Mount Everest, men samtidig også et menneske, som havde mistet livet. Her var vi i jagten på en drøm, og under vores fødder lå en livløs sjæl. Er det det, Everest er blevet til?'

Sådan lyder det fra Elia Saikaly i et indlæg på Instagram, hvor han også deler billedet.

I et interview med The Telegraph uddyber han sine oplevelser på bjerget, hvor han også fortæller, at mange blev traumatiseret af det.

»Det er utrolig bizart. Hver eneste klatrer på vej mod toppen var nødt til at gå over denne person.«

»Du ved ikke, hvad du skal gøre eller føle, men du ved, at du er nødt til at fortsætte, hvis du ikke vil blive det næste offer,« siger Elia Saikaly.

Inden for den seneste uge er der 11 personer, som er omkommet i forsøget på at komme til toppen af Mount Everest.

Tallet er dobbelt så højt som i hele 2018.

Folk efterlader deres skrald på bjerget.
Folk efterlader deres skrald på bjerget. DOMA SHERPA

Danske Rasmus Kragh nåede den 22. maj toppen af bjerget uden brug af medbragt ilt.

Han kunne fortælle til TV 2, at han var meget berørt af de ting, der skete på toppen.

»Man bliver påvirket, når mennesker må betale den dyreste pris, mens de laver det samme, som det, jeg er passioneret omkring,« sagde han.

Det er primært højdesyge, som gør, at folk dør på stigningen.