Unni Krogh er på ingen måde imponeret af den norske milliardær Petter Stordalen.

»Skal hele området anses som din private ejendom med egne love og regler? Det lader til, at du har den opfattelse,« raser den norske kvinde.

Faktisk er hun så utilfreds, at hun ifølge Dagbladet har skrevet et åbent brev i den lokale avis Lillesands-Posten, der dækker det område på den norske sydkyst, hvor hun har sommerhus: Gamle Hellesund.

Og her har altså også hotelkongen Petter Stordalen, der blandt andet ejer hotellet Villa Copenhagen i den danske hovedstad samt også rejseselskabet Spies, sit luksuriøse sommerresidens.

Petter Stordalen har sin ejendomme i den røde markering på øen Sandøya. De øvrige øer hedder i urets retning Helløya, Grimsøya og Steinsøya.
Petter Stordalen har sin ejendomme i den røde markering på øen Sandøya. De øvrige øer hedder i urets retning Helløya, Grimsøya og Steinsøya. Gulesider.no

Men det er ifølge Unni Krogh til stor gene for andre beboere i nærheden. Hun bor selv på øen Helløya, der ligger over for Sandøya, hvor milliardæren i årevis har resideret om sommeren på flere opkøbte ejendomme.

»Har du også købt både sundet og lydrummet i vid omkreds?« som Unni Krogh spørger i sit åbne brev.

Hun anklager Petter Stordalen for at spille voldsomt højt musik fra husene – »ingen kan sove, når musikken dundrer og gjalder mellem øerne« – og for at sejle uforsvarligt på vandet – »vi har set meget pæn sejlads, men du og dine venner giver den det glatte lag og fuld gas«.

Dagbladet har talt med flere andre beboere i området, der bakker op om kritikken. Her står nogle både frem ved navn, men også anonymt.

»Stordalen er her gerne i en kort, men intens periode, og vi hører tydeligt, når han er her,« som Ola Asdahl Rokkones beskriver det.

En person, der ikke vil stå frem med navn forklarer, at Petter Stordalen ikke larmer konstant, men 'det er de grimme episoder, vi reagerer på.«

Beboerne har tidligere, i 2019, afleveret et brev til hotelkongen, hvor de beklager sig over situationen, men har aldrig fået svar. Heller ikke i denne omgang har der været respons fra rigmanden, der også uden held er blevet kontaktet af Dagbladet.

I sit åbne brev begrunder Unni Kroghs beslutningen om at offentliggøre sin klage i det lokale medie.

»Dette er formet som et åbent brev, for det vil faktisk være interessant at høre, hvilke begrundelser du har for at dominere sundet og udsætte andre for fare med dit ferieliv,« lyder det.