Kathy McCollum vil se ændringer i Det Hvide Hus. Senest ved valget i 2024.

»Præsident Trump må og skal stille op. Min søn burde ikke være borte. Præsident Trump ville aldrig have ladet det ske,« lyder det fra hende.

Hun er mor til en af de 13 amerikanske soldater, der sidst i august døde, da en selvmordsbomber angreb lufthavnen i Kabul. Nu retter hun en sønderlemmende kritik mod den siddende præsident, Joe Biden, der gennemførte tilbagetrækningen fra Afghanistan.

Her lyder det blandt andet videre, at »vi har brug for, at den korrupte pseudopræsident forsvinder«.

Flere af de dræbte soldaters forældre støtter tydeligt op om Donald Trump.
Flere af de dræbte soldaters forældre støtter tydeligt op om Donald Trump. Foto: SHANNON STAPLETON
Vis mere

Meddelelsen fra Kathy McCollum, der mistede den 20-årige søn Rylee McCollum, er blevet offentliggjort via Donald Trumps hjemmeside, hvor der også er følgende reaktion fra den forhenværende præsident – der sidste år igangsatte processen med den amerikanske tilbagetrækning fra Afghanistan:

»Tak, Kathy. USA føler dit tab og forstår din smerte.«

Kathy McCollum opfordrer videre Donald Trump til at stille op, fordi »han skal redde sit land«.

»Jeg kan ikke leve med at vide, at min søn døde for ingenting. Så Biden kunne tilbagebetale sin gæld til Kina. De vil nu have fuld kontrol over Afghanistan, og min søn vil være blevet ofret,« lyder det fra moren, der erklærer, at hun altid vil kæmpe for Trumps administration.

Joe Biden har også fået kritik for at kigge på sit ur under mindehøjtideligheden for de faldne soldater.
Joe Biden har også fået kritik for at kigge på sit ur under mindehøjtideligheden for de faldne soldater. Foto: SAUL LOEB
Vis mere

Der er efterhånden en del af forældrene til de 13 amerikanske soldater, der sidst i august døde ved Hamid Karzai-lufthaven, der har taget afstand fra Joe Biden.

I sidste uge stod Shana Chappell, der mistede 20-årige Kareem Nikoui, ligeledes frem og inviterede Donald Trump til sin søn begravelse.

»Det vil være sådan en ære at møde USAs rigtige præsident. Jeg elsker dig, og USA elsker dig,« udtalte hun i den forbindelse, og selv om Donald Trump takkede for invitationen, fremgik det ikke, om han har tænkt sig at komme.

Tidligere har der også været fædre, der har været utilfredse med Joe Bidens generelle håndtering af Afghanistan-exittet, og så er der dem, der har kritiseret præsidentens opførsel i forbindelse med en mindehøjtidelighed for de faldne tropper.