»Der vil blive svaret igen.«
Sådan lyder det fra militæranalytiker fra Forsvarsakademiet Mikkel Storm Jensen i kølvandet på nattens missilangreb på luftbasen Ain Al-Asad i Irak.
En luftbase, hvor der blandt andet opholdt sig både danske og amerikanske soldater.
Irans Revolutionsgarde bekræftede kort efter angrebet, at det var et hævnangreb, efter USA likviderede den tidligere leder af garden Qasem Soleimani fredag morgen.

Det er endnu usikkert, hvad næste skridt bliver i konflikten mellem USA og Iran.
»Under alle omstændigheder ligger bolden i amerikanernes lejr,« siger Mikkel Storm Jensen, der ikke er i tvivl om, at USA vil svare igen.
Spørgsmålet er nu, hvordan de kommer til at gøre det.
»Man kan svare igen på alle mulige måder,« siger han og fortsætter:
»Økonomiske sanktioner eller cyberangreb kunne for eksempel være en mulighed.«
Det er derfor langt fra sikkert, at amerikanerne vil tage flere iranske - eller allieredes - liv.
»Selv inden for militære modsvar er der andre måder end at tage liv,« siger Mikkel Storm Jensen.
Dog understreger han, at man i en situation som denne altid vil søge at svare igen. Man vil vise, at man ikke er svag.
Du kan følge udviklingen i konflikten mellem USA og Iran minut for minut i B.T.s live-blog HER.

