Tirsdag klokken 14.00 kom advarslen. De amerikanske tropper ville næsten med sikkerhed blive angrebet af Iran inden for de næste par timer.

Meddelelsen kom fra det amerikanske spionagentur, og på trods af et hav af trusler om både raket- og missilangreb, så var der alligevel noget ved detaljegraden, der fik vicepræsident Mike Pence og Det Hvide Hus sikkerhedsrådgiver, Robert C. O’Brien, til at reagere.

De mødtes med præsident Donald Trump, der netop havde afsluttet et møde med den græske premierminister. Sådan skriver New York Times.

Tre timer senere ramte omkring 12 missiler den amerikanske luftbase Al-Asad i Irak, hvor cirka 1.000 amerikanske soldater er udstationeret, og en anden base længere nordpå i landet.

Billede fra missilangrabet udsendt af den iranske, statsejede presse.  
Billede fra missilangrabet udsendt af den iranske, statsejede presse.   -

Tippet var kommet kort tid efter, Iran selv havde advaret Irak om, at de ville udføre et angreb på basen, der ligger vest for hovedstaden Bagdad - og at irakerne derfor burde undgå at opholde sig i området.

Samme tid i Los Angeles var Brian Hook, USA's særlige repræsentant for Iran, netop trådt på talerstolen for at tale om den amerikanske politik i relation til Iran. Det skriver CNN.

Få minutter inde i talen fik han stukket en seddel i hånden. Og du kan nok gætte, hvad der stod på den.

Iran havde sendt missiler afsted mod den amerikanske militærbase i Irak. Ballistiske missiler, landets militær selv har bygget.

Palæstinensere brander det amerikanske og israelske flag af i Gaza.
Palæstinensere brander det amerikanske og israelske flag af i Gaza. MOHAMMED SALEM

Missilerne var blevet opfanget af amerikanske satellitter, der registrerede en varmekilde sendt af sted fra Iran.

»Befolkningen i Irak, Libanon og Iran vil have deres land tilbage. Og de er trætte af, at Iran ikke kan holde sig indenfor deres egne grænser. Tak.«

Sådan lød det fra Brian Hook, før han forlod talerstolen med det lange ben foran.

I regeringsbygningen United States Capitol i Washington blev der også handlet hurtigt, da man fik tippet om et muligt angreb på den militære luftbase i Irak.

En time før missilerne faldt, blev flere politiske ledere i regeringen orienteret om det.

Tilbage i Det Hvide Hus sad formanden for Repræsentanternes Hus, demokraten Nancy Pelosi, i møde med en gruppe ledende demokrater. De talte om Iran, da hun - ligesom Brian Hook - fik en seddel i hånden. Ifølge kilder, CNN har talt med, opfordrede en af de ledende demokrater de andre til at bede.

Et andet sted i Det Hvide Hus tale Donald Trump i telefon med de ledende figurer i Det Republikanske Parti.

Herunder kan du se, hvordan militærbasen ser ud før og efter missilangrebet

Og i Pentagon samlede forsvarsministeren, Mark Esper, ledere og embedsmænd for at overlevere de nye oplysninger. Kort efter ringede han til premierministeren i Irak, Adil Abdul al-Mahdi.

Problemet var bare, at han ikke kunne komme igennem til ham. Det var nat i Bagdad. De måtte derfor søge hjælp hos den irakiske ambassadør i Washington, der fik formidlet kontakt.

Hvad de talte om, er ikke offentligt kendt.

Takket være både tippet om, at Iran havde opfordret Irak til at holde sig væk fra militærbaserne, og satellitterne, der registrede missilerne, så nåede man at få alle de udsendte soldater i sikkerhed, før de ballistiske missiler ramte baserne.