Margrethe Vestager ser ikke ud til at blive den ledende næstformand i EU-Kommissionen.
I stedet ser det ud til, at den tyske politiker Ursula von der Leyen – der er nomineret til at blive formand for kommissionen – ønsker at gøre hende til 'priviligeret næstformand'.
Det skriver Jyllands-Posten.
Den tyske forsvarsminister, Ursula von der Leyen, blev i sidste uge nomineret til at blive ny formand for EU-Kommissionen, og såfremt hun bliver godkendt af Europa-Parlamentet til posten, så ønsker hun ikke at gøre Margrethe Vestager til 1. næstformand.
Den post ser hun, at den hollandske politiker Frans Timmermans, der i forvejen er 1. næstformand, får.
»Jeg har foreslået, at Frans Timmermans bliver 1. næstformand for Europa-Kommisionen. Vestager vil være priviligeret næstformand – men ikke 1. næstformand,« lød det – ifølge Jyllands-Posten – onsdag fra Ursula von der Leyen ifølge Marc Tarabella, der er belgisk medlem af Europa-Parlamentet og den socialdemokratiske gruppe.
På Twitter bekræfter det socialdemokratiske medlem af Europa-Parlamentet Christel Schaldemose den oplysning:
'Von der Leyen siger lige, at Timmermanns er 1. næstformand i EU-Kom (EU-Kommisionen, red.). Vestager har også en særlig position, men hun understreger, at Timmermanns er første næstformand,' skriver hun.
EU's stats- og regeringschefer nominerede tirsdag i sidste uge Tysklands forsvarsminister til at lede EU-Kommissionen de næste fem år.
Før hun – og dermed også Margrethe Vestager – kan vide sig sikre på posterne, skal EU-Parlamentet dog godkende dem ved en afstemning.
Det foreskriver EU-traktaten.
B.T. følger sagen.


