Ligesom mange andre danskere havde Margrete Auken, EU-parlamentariker for SF, håbet på, at Margrethe Vestager kunne sætte sig i spidsen for EU-Kommissionen som formand. Og kunne det ikke blive Vestager, havde Auken gerne set, det blev hollænderen Frans Timmermans.

Men EU's stats- og regeringschefer valgte i stedet at indstille den konservative tyske forsvarsminister, Ursula von der Leyen. Mange af de andre topposter gik også til kandidater, der kommer fra de lande og partier, som historisk har haft mest at sige i EU. Skandaløst, mener Auken.

»Man burde ikke have set på, hvilken kandidat der kommer fra det største parti. Det burde have handlet om, hvem der kunne samle flertal bag sig. Men i stedet for at gribe chancen og udpege nogle kandidater, der kunne føre EU videre i en mere visionær retning, så handler det om, hvordan man får tilgodeset de store lande og tre største partier«, siger Margrete Auken.

Margrethe Vestager var en af de såkaldte 'spitzenkandidaten', som EU-Parlamentets grupper på forhånd havde udpeget som et bud på en ny formand. Men regeringscheferne fra medlemslandene valgte at se bort fra parlamentets ønsker og har i stedet nomineret kandidater, der ifølge Margrete Auken først og fremmest skal tilgodese partipolitiske interesser.

Og det kan der være noget om, fortæller Marlene Wind, professor ved Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet.

»Valget af kandidater skal afspejle dem, der sidder i rådet, og man kan konstatere, at det igen, igen er de gamle EU-lande, der løber med de centrale poster,« siger hun.

Det er ifølge Margrete Auken et problem, fordi det ikke bliver de bedst egnede, som kommer til at stå i spidsen for EU.

»Stort set alle tyskerne i vores gruppe var ved at falde ned af stolen, da de så, at Ursula von der Leyen blev udpeget som formand. Hun har været en svag forsvarsminister, der har flere sager hængende over hovedet. Der er ikke noget power i hende. Det eneste positive, der umiddelbart er at sige, er, at hun er kvinde,« siger Margrete Auken.

Margrete Auken (SF) mener, Europarådets indstillinger af kandidater til topposter i EU mangler visioner. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2017)
Margrete Auken (SF) mener, Europarådets indstillinger af kandidater til topposter i EU mangler visioner. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2017) Mads Claus Rasmussen

Hun er ærgerlig over, at regeringslederne med udnævnelsen af de nye topposter virker, som om de udelukkende er interesserede i at opretholde status quo oven på et EU-valg med en høj valgdeltagelse og valget af nogle partier, der gerne vil have et positivt opbrud i EU.

Marlene Wind fortæller, at protester fra EU-parlamentarikere som Margrete Auken var forventelige, efter det stod klart, at flere af Det Europæiske Råds kandidatern til topposterne ikke var på EU-Parlamentets ønskeliste.

»Der har foregået en forfatningskamp mellem regeringslederne og parlamentet. Parlamentet har insisteret på, at Rådet skulle vælge fra de kandidater, de ønsker til jobbet, men det står ikke i traktaterne. Det er noget, parlamentet har fundet på. I sidste ende er det regeringslederne, som nominerer kandidaterne, og parlamentet, der godkender dem.«