Hun var ikke selv til stede, da hendes navn begyndte at blive hvisket i krogene: Ursula von der Leyen.
Nu er den tyske kvinde, der tidligere er blevet omtalt som en 'wunderfrau', nomineret til den mest magtfulde post i EU, nemlig som formand som Europa-Kommissionen.
Men hvem er egentlig kvinden med det tilbagestrøgne, blonde hår og det medievante smil på læberne?
Først og fremmest er hun en overraskelse. I hvert fald for mange.
Hendes navn havde ikke været nævnt som en af de mulige kandidater til formandsposten før tirsdag, hvor dagen begyndte med stilstand og utålmodighed mellem de 28 stats- og regeringsledere, der skulle forsøge at finde frem til den rette person til posten.
De personer, der var blevet nævnt som muligheder, var blevet forkastet. Ingen kunne blive enige.
Lige indtil 60-årige Ursula von der Leyens navn begyndte at sive.
Flere og flere af stats- og regeringslederne begyndte at rette deres pegerfinger hendes vej, og til sidste var det en realitet. For første gang ser en kvinde ud til at skulle stå i spidsen for EU – i hvert fald hvis hun bliver godkendt af Europa-Parlamentet.
Mor til syv og læge
Længe lå det ellers ikke just i kortene, at hun ville gå den politiske vej.
Og det endda selvom hun voksede op i den belgiske hovedstad Bruxelles – lige i nærheden af EU-kvarteret – og selvom hendes far, Ernst Albrecht, arbejdede som topembedsmand i unionen.
Da hun var teenager, flyttede familien tilbage til Tyskland, hvor faderen begyndte en karriere i lokalpolitik og senere blev ministerpræsident i Niedersachen.
Selv begyndte Ursula von der Leyen at læse økonomi, og i 1978 tog hun et år på udveksling til London School of Economics. Mens hun studerede der, gik hun ifølge det britiske medie The Telegraph under pseudonymet 'Rose Ladson', fordi man mente, hun kunne være et terrormål for vesttyske venstreorienterede ekstremister.
Efter tre år på studiet skiftede hun dog retning og begyndte at læse medicin, hvorefter hun blev færdiguddannet som læge i 1987.
Privat fandt hun sammen med Heiko von der Leyen, en professor i medicin, og sideløbende med at hun blandt andet arbejdede på en gynækologisk klink, og han blandt andet blev ansat på Stanford University – så familien flyttede til USA – fødte hun syv børn.
Først i 1990 meldte hun sig ind i det kristenkonservative CDU-parti, som også Tysklands kansler, Angela Merkel, er medlem af.
Beskyldt for at være for perfekt
Der skulle dog gå omkring et årti mere, før hun som 42-årig begyndte rigtigt at involvere sig i politik, hvilket skulle vise sig at gå godt, før det sidenhen gik skidt.
Det begyndte lokalt i Hannover, men hun klatrede hurtigt op ad rangstigen, og allerede fire år senere blev hun efter forbundsdagsvalget udnævnt til minister for familier, ældre, kvinder og børn i den føderale regering under netop Merkel.
I 2009 blev hun beskæftigelsesminister, da Merkel blev genvalgt, og i 2014 blev hun som den første kvinde i Tyskland udnævnt til forsvarsminister.
Hun blev hurtigt en populær skikkelse i tysk politik, og hun blev blandt andet omtalt som en 'wunderfrau' og i de senere år også som en mulig arvtager for Merkel:
'(...) Hun er blandt Tysklands mest populære politikere, selvom nogle folk foragter hende for at være for perfekt, på grund af at hun tilsyneladende let kan kombinere en stor familie med toppolitiske job,' skrev The Telegraph om hendes udnævnelse til forsvarsminister.
Hun kom dog ikke til at følge i Merkels fodspor.
Det spændte efterfølgende skandaler og problemer ben for.
Problemer som forsvarsminister
Blandt andet mener mange, at hendes tid som forsvarsminister har været fejlslået, ligesom det ikke er gået godt for hende med at få det tyske militær tilbage på det spor, man havde håbet på.
Blandt andet er hun blevet kritiseret for, at det tyske militær hverken har nok udstyr eller personale, at der er 'mangel på mangel', ligesom det tyske militær beskyldes for langtfra at være parat.
Derudover står hun også over for en undersøgelse, der skal se nærmere på, om der er blevet begået fejl i forbindelse med hendes ministeriums brug af konsulentfirmaerne McKinsey og Accenture, skriver Politico.
I den sag er hun blandt andet beskyldt for at have omgået reglerne for offentlige indkøb ved at tildele virksomhederne kontrakter til flere millioner euro.
Tidligere har Ursula von der Leyen – ifølge Politico – indrømmet, at hun har begået fejl hen ad vejen som forsvarsminister, men hun har nægtet at trække sig fra posten, selvom oppositionen har bedt hende om at indgive sin opsigelse.
Som følge af de mange problemer falmede hendes navn fra rollen som Merkels arvtager, indtil det nu er blomstret op igen, dog i EU-sammenhæng.
Den tyske politiker, der som følge af sin opvækst i Belgien taler flydende fransk og derudover også taler flydende engelsk, har tidligere ikke lagt skjul på, hvad hun har gjort sig af tanker for unionen.
I 2011 luftede hun ifølge The Guardian første gang tanken om et Europas Forenede Stater – i stil med lignende føderale stater som Tyskland og USA.
Om hun har tænkt sig at forfølge den tanke som kommissionsformand, vides ikke.
Først skal hun også lige se, om hun kan blive godkendt til posten, når parlamentsmedlemmerne efter planen stemmer om det mellem den 15. og 18. juli.
