Nu går den tilsyneladende snart ikke længere for den skandaliserede amerikanske forsvarsminister Pete Hegseth.
For ifølge NPR har man i Det Hvide Hus »påbegyndt processen med at finde en ny leder af Pentagon«.
Det fortæller en anonym embedsmand til mediet.
Udviklingen kommer, efter at det hen over påsken er kommet frem, hvordan Pete Hegseth angiveligt skulle have delt detaljerede oplysninger om et forestående angreb på den militante houthibevægelse i en chattråd med blandt andre sin hustru, sin bror og sin personlige advokat.
Det skulle være sket nærmest samtidig med, at en allerede kendt chatskandale udspillede sig.
Her tilføjede USAs nationale sikkerhedsrådgiver, Mike Waltz, chefredaktøren på mediet The Atlantic til en anden chattråd – hvor det selvsamme angreb diskuteret af også udenrigsminister Marco Rubio og vicepræsident J.D. Vance. Og Pete Hegseth.
Mens flere demokratiske kongresmedlemmer i weekenden allerede har været ude med en barsk kritik af Pete Hegseth for den nye sag, kommer lignende udmeldinger nu for første gang også fra den republikanske side.
»Jeg sidder ikke i Det Hvide Hus, og jeg vil ikke fortælle Det Hvide Hus, hvordan man skal håndtere det her, men jeg synes, det er uacceptabelt, og jeg ville ikke tolerere det, hvis jeg bestemte,« siger Don Bacon, der sidder i Repræsentanternes Hus, til Politico.

Indtil videre ser der dog ud til at være fuld opbakning – udadtil – til forsvarsministeren.
Donald Trump gav ved et påskearrangement foran Det Hvide Hus mandag en kort udtalelse.
»Pete gør et godt arbejde. Alle er tilfredse med ham,« sagde den amerikanske præsident.
Samme sted kom hovedpersonen selv også med sit syn på sagen.

»Det her er, hvad medierne gør: De tager anonyme kilder fra utilfredse, tidligere ansatte og forsøger at smadre folk og ødelægge deres omdømme,« sagde Pete Hegseth:
»Det kommer ikke til at virke med mig.«
Han henviste sandsynligvis til de højtstående Pentagon-rådgivere, der i sidste uge pludselig var fortid i Pentagon, hvorefter en af dem efterfølgende offentligt har fortalt, at alt er »totalt kaos« i forsvarsministeriet under den nuværende minister.
Imens har pressetalskvinde i Det Hvide Hus, Karoline Leavitt, også sat ord på historien om, at der skulle være en udskiftning på vej.
»NRP-historien er total 'fake news' og er baseret på én kilde, der tydeligvis ikke aner, hvad vedkommende taler om. Som præsidenten sagde tidligere, står han stærkt bag forsvarsministeren,« lød det på X.
Imens opsummerer den republikanske politiker Don Bacon hele sagen.
»Det ser ud til, at der er en nedsmeltning i gang. Det kommer meget – rigtigt meget – røg ud fra Pentagon, og det får mig til at tro, at det brænder et sted,« siger han.

