Vilkårlige fyringer af højtstående embedsmænd. Læk af fortrolige oplysninger og uventede gæster i tophemmelige beskedtråde hvor regeringstoppen planlægger militære angreb.

De dårlige nyheder fra det amerikanske forsvarsministerium har stået i kø på det seneste. 

Og det er i en grad, så forsvarsminister Pete Hegseth burde være dead man walking.

Det mener den tidligere topembedsmand i ministeriet John Ullyot.

Han er tidligere talsmand for Pentagon, og han beskriver i en kommentar i mediet Politico, hvordan ministeriet har været fuldstændig rystet den seneste måned. 

»Præsident Donald Trump har gode erfaringer med at stille sine topembedsmænd til ansvar. På den baggrund er det svært at se Pete Hegseth forblive i sin rolle meget længere,« skriver han blandt andet. 

Ifølge den tidligere topembedsmand har Pentagon været præget af »totalt kaos« og massefyringer den seneste måneds tid. 

Ullyot kalder det et »næsten kollaps,« at Hegseth fredag smed tre af sine mest loyale medarbejdere på porten. 

Pete Hegseth er igen kommet i modvind. 
Pete Hegseth er igen kommet i modvind.  Oliver Contreras/AFP/Ritzau Scanpix

Det drejer sig om seniorrådgiver Dan Caldwell, vicestabschef Darin Selnick og stabschef for viceforsvarsministeren, Colin Carroll. 

Samtidige forsøgte Hegseths støttere i ministeriet angiveligt at anklage dem for falske beskyldninger om at have lækket fortrolige oplysninger. 

Fyringerne er bare det seneste af det, som Ullyot kalder »en mærkelig og forvirrende udrensning.«

I sidste uge trak han sig selv fra sin stilling som konsekvens af Hegseths ledelsesstil. 

Pete Hegseth fotograferet med sin hustru Jennifer Rauchet til påskefejringen i Det Hvide Hus. 
Pete Hegseth fotograferet med sin hustru Jennifer Rauchet til påskefejringen i Det Hvide Hus.  Will Oliver/EPA/Ritzau Scanpix

Den mest spektakulære sag i offentligheden var, da forsvarsministeren ved en fejl lukkede en journalist ind i den gruppechat på beskedtjeneste Signal, hvor den amerikanske regeringstop diskuterede et nært forestående angreb i Yemen. 

Hegseth har taget ansvaret for fejlen og beklaget den. 

Nu er det kommet frem, at også hans hustru, bror og private advokat tilsyneladende også deltog i chatten, men det afviser han. 

Præsident Donald Trump bakker fortsat op om forsvarsministeren, men Ullyot tvivler på, at det bliver ved. 

Selv støttede Ullyot også Hegseth i begyndelsen, men efter »en total nedsmeltning i Pentagon,« som han kalder »måneden i helvede,« er det slut. 

Han forudser desuden, at der er »endnu større kæmpehistorier på vej denne uge.«