Kritikken vælter nu – igen – ned over den amerikanske forsvarsminister.

For Pete Hegseth er havnet i en ny chatskandale.

»Hver eneste dag, han bliver i jobbet, er endnu en dag, hvor vores troppers liv vil være i fare på grund af hans enestående dumhed,« som den demokratiske senator Tammy Duckworth bramfrit siger til The New York Times

Det er samme medie, der kan afsløre den nye brøler.

Her fremgår det, at Pete Hegseth i marts skulle have delt detaljerede oplysninger om et forestående angreb på den militante houthibevægelse i en chattråd på beskedtjenesten Signal, hvor hans hustru, hans bror og hans personlige advokat blandt andre var deltagere.

Ja, det minder om den chatskandale, der tidligere på måneden trak overskrifter – det var her, at USAs nationale sikkerhedsrådgiver, Mike Waltz, tilføjede chefredaktøren på mediet The Atlantic til en chattråd, hvor det selv samme angreb blev disktuteret af også udenrigsminister Marco Rubio og vicepræsident J.D. Vance.

Pete Hegseth skulle ifølge New York Times så også have skrevet om angrebet senere samme dag i Signal-gruppen 'Defense/Team Huddle', som han selv oprettede tilbage i januar.

Altså angiveligt med deltagelse af personer, der – som hustruen Jennifer Hegseth – slet ikke er ansat i det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon.

Pete og Jennifer Hegseth.
Pete og Jennifer Hegseth. Alex Wroblewski/AFP/Ritzau Scanpix

Det er Pete Hegseths bror, Phil Hegseth, og den personlige advokat Tim Parlatore dog, men slet ikke på et højtstående niveau. 

»Hvis det er sandt, er denne hændelse endnu et bekymrende eksempel på ministerens skødesløse tilsidesættelse af love og protokoller, som enhver anden i militæret er forpligtet til at følge, » siger den demokratiske senator Jack Reed.

The New York Times baserer sin historier på informationer fra fire forskellige kilder, og de siger, at Pete Hegseth ikke før 15. marts havde brugt 'Defense/Team Huddle'-chatten til at dele fortroligt materiale.

Fra Pentagon bliver historien kaldt »fake news«.

Talsmanden Sean Parnell konstaterer videre på X, at »de Trump-hadende medier fortsat er besatte af at ødelægge enhver, der er følger præsident Trumps dagsorden«.

Han fortæller videre, at de fire kilder til historien skulle være sure over netop at være blevet fyret.

»Der blev ikke delt fortrolige informationer i nogen Signal-chat, uanset hvordan de prøver at fremstille det,« lyder det fra Sean Parnell. 

Tidligere har The Atlantic dog fremlagt, hvad der blev skrevet i den oprindelige chatskandaletråd

I den forbindelse erkendte man indledningvist fra Det Hvide Hus, at chefredaktøren fra mediet var blevet tilføjet gruppen, men samtidig blev historien også kaldt for »fake news« af blandt andre præsident Donald Trump.

Pete Hegseth er også allerede blevet kritiseret for at have taget sin hustru med til fortrolige møder i både ind- og udland..