»Hej mor.«
Sådan indledtes beskeden fra et ukendt nummer, da den tikkede ind hos norske Marthe Bottolfs. I begyndelsen undrede hun sig over den, men hun blev hurtigt overbevist om, at hendes ældste barn havde sendt den. Sådan forholdt det sig dog slet ikke.
Det skriver norsk TV 2.
»Hej mor, min telefon er havnet i vaskemaskinen. Så du kan gemme det nye nummer. Det gamle kan glemmes,« lød det i beskeden fra det ukendte nummer, som den 52-årige norske kvinde modtog i appen WhatsApp.
Da Marthe Bottolfs, der har fire børn og arbejder som lektor på et universitet, skrev tilbage og spurgte: 'Hvem skriver', lød svaret blot: 'Hvem tror du', efterfulgt af en grinende emoji.
Det fik hende til at tro, at det måtte være hendes ældste søn. Da hun skrev det tilbage, svarede personen i den anden ende, at det var korrekt.
Derefter skiftede samtalen over til at handle om, at 'sønnen' ikke kunne få adgang til sin bankkonto på den nye mobil. Han bad derefter sin mor om at overføre nogle penge til et kontonummer, så han kunne betale sin regning – hvorefter han senere ville refundere pengene til hende, skriver norsk TV 2.
Sønnen forklarede, at regningen lød på 40.000 norske kroner. Men så mange penge havde Marthe Bottolfs ikke lige stående, og selvom personen i den anden ende sænkede beløbet, afviste hun at gøre det. Både fordi hun var vred, og fordi hun samtidig var syg af bivirkninger efter at have fået en coronavaccine.
Ikke længe efter modtog hun et opkald. Fra sin ældste søn. Fra hans almindelige, gamle nummer. Marthe Bottolfs spurgte ham, hvad det med lånet var for noget – og blev mødt af fuld forvirring.
Først der gik det op for hende, at personen, der havde sendt WhatsApp-beskederne, ikke var hendes søn.
Har du oplevet at blive svindlet eller forsøgt svindlet på en lignende måde? Så skriv en mail til B.T. på 1929@bt.dk.
»Jeg synes, oplevelsen var så ubehagelig. Det var så udspekuleret og personligt. Og selv om jeg altid har tænkt, at jeg ikke ville blive narret af svindlere, så faldt jeg i denne,« siger Marthe Bottolfs, der fortæller, at det virkede som om, at svindlerne havde researchet på både hende og sønnen på forhånd, til norsk TV 2.
Nu advarer politiet i Norge mod svindelmetoden. På Facebook oplyser Politiets Nettpatrulje fra Øst Politidistrikt, at man den seneste tid har modtaget flere anmeldelser om den slags sager, hvor forældre modtager en besked på appen WhatsApp, hvor personen i den anden ende udgiver sig for at være deres barn.
Hver gang er beskeden indledt med, at 'barnets' gamle mobil er endt i vaskemaskinen ved et uheld, ligesom forældrene bliver bedt om hjælp til at betale en regning.
»Flere forældre er på denne måde blevet svindlet for over 30.000 kroner,« oplyser politiet:
»Hvis du modtager en sådan besked, så undersøg, om det virkelig er dit barn, du snakker med. Du skal ikke godtage undskyldninger for, hvorfor vedkommende ikke kan tale med dig eller fysisk mødes med dig, og du skal ikke betale nogle regninger for én, du tror er dit barn,« lyder rådet fra politiet.



