Presset på landets mere end 3.500 ambulancereddere er støt stigende.

Berlingske har afdækket, hvordan Region Hovedstadens vagtcentral de seneste tre måneder har mistet mere end 2.000 opkald.

Der har været et stort pres på systemet, hvor der har været flere rystende beretninger fra borgere, der har lidt under, at ambulancereddere ikke kommer ud i tide.

B.T. har bragt historien om Camilla, der i sidste uge måtte vente mere end en time på en ambulance til en mand, der til sidst fik hjertestop. Og til den yderst rystede Hanne, der blev afvist af 112 og først fik hjælp efter mere end 70 minutters ulidelig ventetid.

Reddernes Fagforening har gennemført en større undersøgelse, hvor de har spurgt 717 af de 3.500 reddere i Danmark.

Hele 83 procent svarer i undersøgelsen, at de overvejer et andet erhverv på grund af et stigende pres, der går ud over dres familieliv eller fritid.

Det skriver Beredskabsinfo.

Reddernes Fagforening er meget bekymrede for de nye tal og frygter, at det stigende arbejdspres også vil ramme patienterne.

»Vi har længe oplevet et stigende pres. Vi kører flere og flere kørsler på en vagt. Vi får flere vagter. Nogle bliver sågar tvunget til ekstravagter, og nu er vi der, hvor vi hører, at arbejdspresset kan gå ud over patienterne,« siger Kim Volder Hammerhøj, formand for Reddernes Fagforening, til Beredskabsinfo.

Kim Volder Hammerhøj er selv ambulancebehandler og kører ambulance på fuld tid. Han appellerer til, at arbejdsgiverne gør noget nu, hvis den ubehagelige situation, redderne er i, skal ændres.