Hanne Sørensen kunne nærmest ikke kende sin egen søn, da hun sidste søndag fandt ham siddende ved vejkanten i Emdrup.
Den 14-årige drengs normalt uskyldige ansigt var badet i blod, det venstre øje vibrerede i et ubehageligt tempo og to af hans fingre var skubbet i et par helt forkerte retninger.
»Han bløder fra tindingen. Fra øjenbrynet. Fra munden. Fra hænderne. Og så er jeg i tvivl, om han bløder fra ørerne også. Ja, der er blod alle vegne,« husker Hanne Sørensen.
Ti minutter tidligere var telefonen ringet hjemme hos Hanne i Emdrup.
I den anden ende af røret lyder sønnens vens stemme, og han får hurtigt gjort klart, at Hanne skal komme ned ved Holbergskolen med det samme.
Der er nemlig sket en ulykke, da vennerne på løbehjul er kørt ned ad en bakke tæt på skolen, og ifølge vennen »ramte Hannes søn med hovedet direkte ned i asfalten«.
Heldigvis har vennen også ringet 112 og tilkaldt en ambulance, så da Hanne når hen til sin søn, fokuserer hun på at passe på sin ulykkelige dreng.
»Han ligger jo og bløder helt vildt, og så er han meget ked af det og i chok. Heldigvis er han ved bevidsthed,« fortæller hun.
Men da Hanne har siddet med sin søn i ti minutter, undrer hun sig:
Hvor bliver den ambulance af?
Det er 20 minutter siden, den var tilkaldt, så denne gang ringer Hanne selv.
Hun er rolig, da en kvinde introducerer sig og begynder at spørge ind til skadernes omfang, men så tager samtalen en anden drejning.
»Hun begynder nærmest at interviewe mig med tonsvis af spørgsmål, selvom jeg sidder og forsøger at berolige min søn,« fortæller Hanne.
Hanne er frustreret, men hun bliver for alvor rasende, da spørgsmålet fra kvinden i røret lyder:
»Kan du selv køre din søn på hospitalet?«
Så dér sidder Hanne rystet tilbage med sin 14-årige søn. Han er badet i blod og har slået sig så voldsomt, at moderen frygter alt fra nakkeskader til indre blødninger, men alarmcentralen vil have, at han skal proppes ind i en bil?
»Jeg afviser hende, og så lyder beskeden, at der vil gå yderligere en halv time, før ambulancen kommer,« fortæller Hanne.
På det her tidspunkt bløder sønnen kraftigt, imens Hanne forsikrer ham om, at der er hjælp om en halv time.
Det troede hun i hvert fald.
For der er ingen ambulance at se, så 40 minutter efter opkaldet ringer en vred Hanne igen og taler med store ord.
Intet interview. Intet foreslag om egenkørsel. Én ambulance - lige nu.
Et kvarter senere - 75 minutter efter det første kald - triller en taxa op på siden af Hanne og sønnen.
Region Hovedstadens Akutberedskab har åbenbart besluttet, at det blev en taxa og ikke ambulance, der skulle fragte den forslåede søn til sygehuset.
»Jeg var fuldstændig rystet, for han var smurt ind i blod, og så skulle han ind i en taxa og kører 25 minutter til Hvidovre Hospital. Det er jo alt for dårligt,« siger Hanne.
Taxaen sætter mor og søn af på Hvidovre Hospitals store parkeringsplads, og så kan hun ellers slæbe sin energiforladte søn cirka én kilometer hen til akutmodtagelsen.
Kræfterne er på sådan et minimum, at Hannes søn slæber fødderne hen ad det kliniske linoleumsgulv, da de bliver modtaget af sygeplejersker på skadestuen.
»Personalet var helt i chok og sagde, at jeg skulle klage. De forstod simpelthen ikke, at jeg havde ventet 75 minutter og var blevet hentet af en taxa,« siger Hanne.
På akutmodtagelsen bliver Hannes søn tilset, og heldigvis slipper han forholdsvist billigt.
Fem sting ved øjet. En 'skubbet' kæbe'. Hjernerystelse. Hul i kinden. Betændelse i munden. Og et par forstuvede hænder.
Men det retfærdiggør på ingen måde 1-1-2's håndtering, hvis man spørger Hanne.
»Der er en grund til, at man normalt tager hovedskader så seriøst. Jeg er bange for, at det her kunne være endt fatalt, hvis han havde været mere uheldig. Og det er jo vanvittigt, at man kan sige det. Jeg er dybt rystet, vred og ked af det,« siger hun.
Hanne klagede efterfølgende til Region Hovedstaden, og forleden dag fik hun så et svar, hvor regionen mere eller mindre lægger sig fladt ned.
»Som jeg oplyste dig om, har vi gennemgået forløbet, herunder aflyttet lydfiler, og vi skal i den forbindelse dybt beklage, at den oprindelige bestilte ambulance, ved første opkald, bliver ændret til siddende transport med Dantaxi. Dernæst skal vi beklage, at der ikke bliver spurgt tilstrækkeligt ind til din søns tilstand ved dit genkald til 1-1-2, hvilket betød at den rette ressource ikke kom din søn til hjælp,« lyder det i svaret.
B.T. bragte mandag historien om Camilla, der i sidste uge måtte vente mere end en time på en ambulance til en mand, der til sidst fik hjertestop, og den rystede Hanne.
»Da jeg læste den, fik jeg det dårligt og tænkte, at det var det samme, som jeg havde oplevet. Jeg følte mig også totalt ladt i stikken, og det er jo bare alt, alt for dårligt,« siger hun.
