En 64-årig mand fra den australske delstat New South Wales har overgivet sig til politiet – 30 år efter han brød ud af fængslet med en nedstryger. Covid-19 havde kostet ham både job og hjem.

Han var oprindelig født i det tidligere Jugoslavien, men Darko Desic måtte tre år og otte måneder i fængsel, fordi han havde forbudte planter i sin have. Det skriver Sky News Australien.

Han var dengang 35 år, og han havde kun været i fængsel i 13 måneder, da det lykkedes ham at undslippe i de tidlige timer 1. august 1992.

Politiet oplyser, at han brugte en nedstryger til at save sig ud i friheden.

Det lykkedes ikke myndighederne at finde ham igen, og han flygtede til Avalon, der ligger ved Sydneys nordlige strande.

Der arbejdede han i byggebranchen, og det lykkedes ham at undgå kontakt til myndighederne.

»Han siger, at han har boet i Avalon og arbejdet der med løse job for kontant betaling i næsten tre årtier,« sagde en politimand til avisen The Daily Telegraph.

»Han har været lovlydig lige siden og kom aldrig i vores søgelys. Han har fortalt os, at han aldrig voldte nogen problemer, så ingen har bemærket ham.«

Men pandemien med covid-19 og nedlukningen gjorde, at han mistede både jobbet og hjemmet, så han var tvunget til at sove på en bænk.

Til sidst sagde han, at han ville tage tilbage til fængslet, hvor han i det mindste kunne få tag over hovedet.