18 grove voldtægter begået mellem 2015 og 2017.

Det er det, den svenske anklagemyndighed mener, at en mand i 30’erne er skyldig i.

Det skriver SVT.

Voldtægterne er ifølge sigtelsen mod manden begået på et plejehjem i den vestlige del af Sverige.

Manden arbejdede i perioden, hvor overgrebene fandt sted på plejehjemmet.

Hvorfor der skulle gå fire år efter det sidste overgreb i 2017 vides ikke. Ifølge anklager Hediye Kurt skyldes ‘forsinkelsen’, at ofrenes beretninger først er landet på politiets bord nu.

»Det har helt enkelt ikke kommet til vores kendskab før for nylig. Vi har reageret på det, så snart vi fik viden om det,« siger Hediye Kurt til SVT.

Den mistænkte er tidligere dømt for forbrydelser begået mod ældre. Sidste år blev han idømt halvandet års fængsel for grove tyverier begået, imens han arbejdede i hjemmeplejen. Et job han fik, efter han havde arbejdet på plejehjemmet.

Den 30-åriges forsvarer oplyser, at hans klient nægter sig skyldig i alle anklager.

Anklagemyndigheden har nu en måned til at rejse tiltale, men ifølge Hediye Kurt bliver det ikke et problem.

»Vi har meget bevismateriale, det kan jeg sige.«