49-årige Laila Laursen står og kigger på den store mængde af blomster og brændende lys. Hun stirrer lige frem og græder.
»Hun var så god en støtte,« siger hun, da B.T. taler med hende i den norske by Kongsberg.
Laila Laursen kendte en af de kvinder, der blev dræbt under onsdagens voldsomme angreb i Kongsberg, hvor fem personer mistede livet, og tre blev alvorligt såret.
Laila Laursens 22-årige datter, Lene, var tæt veninde med den dræbte kvindes datter og er kommet meget hos dem.
»Hun var som en mor for min datter. Hun har været min datters reservemor,« siger Laila Laursen.
Hun fortæller, at den dræbte kvinde var kunstner og havde galleri og hjem i en lille smal gade ved navn Hyttagata.
Foran den dræbtes galleri og hjem står der lyserøde og røde roser og levende lys, og et rødt og hvidt politibånd afspærrer døren.
Det var Laila Laursens datter, der fandt ud af, at kvinden var blandt de dræbte.
Efter det onsdag aften kom frem i medierne, hvad der var sket i området ved Hyttagata, ringede hun straks til kvinden, fordi hun vidste, at hun boede i den gade.
Telefonen blev ikke besvaret.
Hun ringede videre til flere.
Til sidst fik hun den forfærdelige besked. Den kvinde, hun betragtede som sin ekstra mor, var død.
Og så ringede hun til Laila Laursen, som sad i bilen på vej hjem fra middag med nogle venner.
»Jeg kunne ikke fatte det. Det er frygteligt. Jeg tænkte på hendes datter. Og på hvordan hun (den dræbte, red.) har oplevet at blive skudt i sit eget hjem. Det må være helt forfærdeligt,« siger Laila Laursen.
Norsk politi har bekræftet, at gerningsmanden trængte ind i private hjem, og at nogle af drabene skete indendørs, mens andre blev begået på åben gade. Gerningsmaden brugte ifølge politiet flere gerningsvåben og skød blandt andet med bue og pil.
Politiet har ikke oplyst, om den dræbte kvinde, som Laila Laursen kendte, blev dræbt indenfor eller udenfor, eller hvordan drabet skete.
Laila Laursen sætter sig på hug ved mindepladsen og lægger et kort og to røde roser. En rose fra hende og en fra sin datter, som ikke er i byen, fordi hun er på ferie.
»Jeg har skrevet på vegne af min datter …« siger hun, og hendes stemme knækker.
»Hun har det helt forfærdeligt,« fortæller Laila Laursen.
Hun læser kortet højt:
»(Navn, red.), mange tanker og minder om dig.
Du har været en god støtte for Lene.
Tak for alt, du var.
Lene og Laila.«
