Donald Trump risikerer et svært forløb med covid-19. Det skyldes ikke mindst hans alder og alt for høje BMI.
Omvendt er der også omstændigheder, der peger på, at den amerikanske præsident kan klare sig godt gennem det forestående sygdomsforløb, vurderer læge Jerk W. Langer på baggrund af Trumps nyligt aflagte helbreds-rapport.
»Man må sige, at Trump er i risikogruppen, fordi han er 74 år og er overvægtig,« siger Jerk W. Langer.
Den amerikanske præsident aflægger årligt en rapport om sin fysiske tilstand. Den seneste blev offentliggjort i juni.
Her kan man blandt andet læse, at Donald Trump har et BMI på 30,5. Det er på grænsen til svær overvægt.
Omvendt har han et forbavsende flot blodtryk på bare 121/79.
»Jeg tror, de fleste danskere ville være glade for sådan et tal,« siger Jerk W. Langer.
»Helt overordnet ligger Trump midt i feltet af 74-årige amerikanske mænd forstået på den måde, at han har et moderat forhøjet kolesteroltal, og han får kolesterolsænkende medicin,« fortsætter han.
»Han har normalt blodsukker og ikke tegn på type 2-diabetes, hvilket der er risiko for, når man har så højt et BMI, samt at man ikke motionerer så meget. Jeg ved godt, at han spiller golf, men det er ikke mit indtryk, at han går i træningscenter,« siger lægen videre.
Tegn på åreforkalkning
Et forløb med covid-19 vil alt andet lige blive en belastning for den 74-årige krop. Hvilepulsen stiger med 15, når man får én grad feber, fortæller Jerk W. Langer. Og derfor er der grund til, at Trumps personlige læge, Sean Conley, er årvågen.
»Når man får feber, bliver kroppen belastet, og hjertet skal arbejde hårdere. Hvis han reagerer med svære symptomer, vil hans krop være noget svækket på grund af hans alder og vægt.«
»Overordnet set er hans helbredstilstand normal for alderen. Man kan sige, at vi ved, at mange, der bliver ramt hårdt af covid-19, er overvægtige. De får oftere et sværere sygdomsforløb,« siger Jerk W. Langer og fortsætter:
»For to år siden fik han foretaget en CT-scanning af hjertet, hvor man kiggede efter kalkaflejringer i blodkarrene. Her fandt man moderat forhøjede tal i blodkarvæggen, og det er tegn på, at han er ved at udvikle stive blodkar og åreforkalkning.«
Men der er også omstændigheder, der taler for, at præsidenten nok skal være kampklar, når slaget skal stå 3. november, hvor amerikanerne går til valg.
»Det taler til hans fordel, at han ikke ryger og drikker. Han sover ikke så meget, men det kan ligge i hans natur,« siger lægen.
»Og jeg er helt sikker på, at han får den bedste behandling, man kan få.«
Der er dog yderligere en grund til, at Trumps læge, Sean Conley, skal være særdeles opmærksom i bestræbelserne på at få præsidenten på fode igen:
»I foråret advokerede Donald Trump for at bruge malariamidlet hydroxyklorokin mod coronavirus. Han tog det forebyggende, men det har vist sig, at det ikke har nogen effekt. Men en bivirkning ved hydroxyklorokin er, at det kan give hjerterytmeforstyrrelser. Det vil være noget, man som læge skal have øget opmærksomhed på,« siger Jerk W. Langer.