Flere eksperter bruger ordet 'mareridt'. For præsident Donald Trump, for hans administration, for hele USA.
'Et mareridtsscenarie,' som CNN's Kaitlan Collin kort og godt skriver på Twitter. Hun er korrespondent i Det Hvide Hus.
Reaktionerne strømmer fredag ind, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, har meddelt, at han og hustruen Melania er testet positive for covid-19. Og over en bred front lyder det, at nyheden om smitten er særdeles ildevarslende for både præsidentens helbred, den daglige ledelse af landet og for det kommende præsidentvalg.
Andrew Desiderio, politisk journalist for Politico, er kort og præcis på Twitter:
'Et covid-19-udbrud. I West Wing (Det Hvide Hus' vestfløj, hvor magten er centreret, red). USA's 74-årige præsident et testet positiv 32 dage inden valget. Sikke et absolut mareridtsscenarie,' skriver han.
CNN beskriver det således i nyhedsstationens dækning af nyheden:
'Diagnosen udgør den mest alvorlige trussel mod en siddende præsidents helbred i årtier. Som 74-årig og overvægtig passer Trump ind i den højeste risikokategori i forhold til at få alvorlige komplikationer af virussen.' Følg B.T.s liveblog om coronavirussen her.
Tv-stationens sikkerhedsanalytiker, Samantha Vinograd, kalder det en 'kode rød' på grund af det store omfang af medarbejdere, som Donald Trump reelt er i kontakt med hver eneste dag (i første omgang kom meddelelsen fredag, at hans nære rådgiver Hope Hicks var blevet smittet). Og mange af dem kan han have været i kontakt med efter at være smittet.

»Vel vidende at præsidenten er syg, og at pandemien nu har ramt personale i Det Hvide Hus, er det måske det farligste øjeblik, en amerikansk regering nogensinde har stået overfor. Præsidenten er ramt af en dødelig virus, og det føles i virkeligheden som noget, vi burde se i et afsnit af 'Homeland' (tv-serie, red.),« siger hun i en nyhedsanalyse hos tv-stationen.
At Donald Trump, der i måneder har været kritiseret for både sin håndtering af coronavirussen og sin egen personlige ageren i den forbindelse, nu selv er blevet smittet, har ikke overraskende også fået reaktioner med på vejen.
Som Michael Barbaro, vært på New York Times-podcasten 'The Daily', tørt konstaterer på Twitter:
'Præsidenten – der længe har nedtonet truslen fra coronavirus, har undgået retningslinjer om at bære maske og har holdt rallies og valgkampagner mod CDC's (Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse, red.) anbefalinger – er nu selv blevet smittet af virussen.'
Eller som den politiske reporter Kevin Robillard fra Huffington Post skriver samme sted:
'For to dage siden stillede Trump spørgsmålstegn ved, om masker virker. For et par timer siden sagde han, at vi var nær afslutningen af pandemien,' skriver han.
Redaktøren Norman Ornstein, der skriver for The Atlantic, var til stede under tirsdagens første tv-debat mellem Donald Trump og Joe Biden. Og han drager nu paralleller hertil i forhold til, hvor meget Donald Trump og hans stab kan have udsat andre for smitte ved den lejlighed, hvis nogle allerede var viruspositive her.
'Hele Trump-følget ankom med masker på, men tog dem af, så snart de satte sig ned, og nægtede at tage dem på, da de blev bedt om det af personalet. De trodsede alle regler. Og Trump råbte op kun to-tre meter fra Biden i 90 minutter. Øj,' lyder det på Twitter.
Jonathan Lemire, der er korrespondent i Det Hvide Hus for nyhedsbureauet AP, konstaterer efter et kig i præsidentens kalender for denne fredag, at alle rejser er aflyst. Kun ét punkt står tilbage:
'Et telefonopkald med sårbare covid-19-seniorer, som man må sige, at præsidenten bestemt selv må regnes iblandt,' skriver journalisten på Twitter.
Også fra den generelt Trump-kritiske filmbranche er der reaktioner.
Skuespiller og komiker John Fugelsang konstaterer, at 'heldigvis er Trump den eneste amerikaner med en gæld på 400 millioner dollar, der også har en skattebetalt sundhedsforsikring'.
Instruktøren og manuskriptforfatteren Judd Apatow er mere kritisk.
'De valgte at signalere til landet, at det ikke er nødvendigt at bære maske eller tage forholdsregler. Det gjorde de for at narre folk til at tro, at det ikke var alvorligt, så de kunne stemme på Trump. De vidste, at det var alvorligt. Det var et valg at lade folk dø. Det var noget, de alle gjorde,' skriver han rettet mod Trump-administrationen på Twitter.
Mens sociale medier i dén grad også flyder over med mere ironiske og sarkastiske kommentarer rettet mod den smittede Donald Trump, går MSNBC's politiske kommentator Rachel Maddow, der ofte har været ret kritisk over for præsidenten, i rette med netop det:
'Gud velsigne præsidenten og førstedamen. Hvis du beder, så bed for deres hurtige og fuldstændige helbredelse – og for alle smittede, overalt. Denne virus er forfærdelig og nådesløs, og ingen ønsker, at den skal gå ud over andre. Vi skal have smittespredningen under kontrol. Nok er nok,' skriver hun på Twitter.
Donald og Melania Trump har meddelt, at de nu går i karantæne i Det Hvide Hus.