Fredag morgen dansk tid skrev den amerikanske præsident Donald Trump, at han og konen, Melania Trump, er smittet med coronavirus.

Nu er der nyt fra det karantæneramte par.

»Præsidenten og førstedamen har det godt på dette tidspunkt,« udtaler Donald Trumps læge.

Herunder kan du se udmeldingen fra Det Hvide Hus.

Der står blandt andet, at præsidenten og hans kone har planer om at opholde sig i Det Hvide Hus under deres karantæne.

Her vil sundhedspersonale holde et vågent øje med de to smittede.

»Tvivl ikke, jeg forventer, at præsidenten vil fortsætte med at udføre sine pligter, mens han kommer sig igen,« forsikrer lægen og fortsætter:

»Jeg vil holde jer opdateret, hvis der sker en udvikling i fremtiden.«

Parret blev testet, efter det viste sig, at en af Trumps nære rådgivere var blevet testet positiv.

Den 3. november er der præsidentvalg i USA, og Donald Trump aflyser efter den positive test en kampagnetur til Florida.