En 59-årig britisk kvinde ved navn Corinna Smith er blevet sendt i fængsel på livstid efter et yderst brutalt drab på sin ægtemand gennem 38 år.

Drabet foregik ved, at kvinden blandede tre kilo sukker med en spand kogende vand, før hun gik ind i soveværelset og hældte det ud over sin sovende husbond, 81-årige Michael Baines.

Det skriver flere britiske medier – heriblandt Mirror og BBC, der dækkede retssagen, som fandt sted fredag.

Drabet fandt sted 14. juli sidste år i Cheshire, England.

Corinna Smith skal have forklaret i retten, at hun dagen forinden angiveligt havde fået at vide, at hendes mand havde seksuelt misbrugt hendes datter og hendes søn i en årrække, da de to var små.

Corinna Smiths søn begik selvmord i 2007 og skal angivelig forinden have fortalt sin mor, at en 'pædofil mand havde rørt ved ham', og derfor – påstod Corinna Smith i retten – troede hun på datterens påstande og valgte altså at hævne sig på ægtemanden.

Corinna Smith løb efter hændelsen ned til en nabo og fortalte, hvad der var sket.

Da ambulancen ankom til stedet, skal Michael Baines have været i 'ulidelig smerte', og hans hud skal have hængt i flager.

Ifølge retsmedicineren i sagen havde han forbrændinger på 36 procent af sin krop. Han gik efterfølgende gennem adskillige operationer, men døde fem uger senere.

Corinna Smith påstod i retten, at hun agerede i affekt, men det blev dementeret af anklageren, fordi drabet krævede en vis planlægning – deriblandt de 13 minutter, det tog hende at koge vandet og blande det sammen med sukker.

Det blev derudover heller ikke bevist, at Michael Baines skulle have begået seksuelle overgreb på Corinna Smiths børn.

Livstidsdommen betyder, at Corinna Smith skal sidde bag tremmer i minimum 12 år, før hun får mulighed for at komme på prøveløsladelse.