»Jeg har aldrig rigtig fået vacciner. Og jeg stoler ikke på den her.«

Ordene kommer fra Colton Hanes. Ved det seneste præsidentvalg i USA stemte han på Donald Trump. Og lige nu er han en af mange Trump-vælgere, der skaber enorme problemer for manden, han ikke stemte på, præsident Joe Biden.

Colton Hanes er nemlig ikke vaccineret. Han har heller ingen planer om at blive det.

På den måde er han langtfra et unikum.

Og det er heri, præsident Bidens problem skal findes.

Lige nu raser coronapandemien fortsat flere steder i USA. Senest har B.T. beskrevet, hvordan den nordvestlige delstat Idaho ikke har nok ledige sengepladser til de syge med corona, ikke har nok pladser på intensivafdelinger til de alvorligt syge med corona og heller ikke har nok ledige pladser på lighusene til de afdøde med corona.

Lignende scener har man set udspille sig i det sydlige USA, hvor flere delstater netop nu kæmper med at tøjle de store mængder smittede og døde med corona. Delstater som Alabama, Mississippi, Georgia og North Carolina er i gang med voldsomme anden- eller tredjebølger.

Samtidig har delstater som New York, Massachusetts og Californien sluppet medmindre skvulp over sommeren.

Joe Biden er kommet i store problemer med den stagnerende vaccineudrulning i USA.
Joe Biden er kommet i store problemer med den stagnerende vaccineudrulning i USA. POOL

Og her møder vi det fænomen, der lige nu er ved at tage form i USA. Og som Colton Hanes er en del af.

I stort set samtlige af de delstater, hvor vaccinetilslutningen er lav, stemte de fleste på Donald Trump.

Ifølge en undersøgelse foretaget af Pew Research Center er 60 procent af amerikanere, som stemte på Donald Trump og Republikanerne ved sidste valg, blevet vaccineret. Det tal er 86 for personer, der stemte på Biden og Demokraterne.

Og det er et problem for præsident Biden, der selv har været ude at sige: »Det her er nu en pandemi for de uvaccinerede.«

Colton Hanes er fra et af de områder i USA, som stemte overvældende på Donald Trump ved sidste års valg; Yadkin County i North Carolina.

I delstaten har man netop set toppen af en andenbølge, der var mindst lige så voldsom som den første, der løb over vinteren.

Alligevel skal Colton Hanes ikke have den vaccine, som kan løse problemet.

Han kender nemlig en fyr.

Colton Hanes fra Yadkinville, NC, er førstegangsvælger og Trump-støtte.
Colton Hanes fra Yadkinville, NC, er førstegangsvælger og Trump-støtte. Jeppe Elkjær

»Jeg kender en fyr, der bor omkring otte kilometer væk. Han havde det godt, havde ikke haft corona, så fik han vaccinen og blev alvorligt syg. Han er på hospitalet, og hans familie ved ikke, om han klarer den,« forklarer Colton Hanes til B.T.

»Jeg skal ikke have vaccinen,« uddyber han.

En historie som den, Colton Hanes kan om sin bekendte, er en, man har kunnet læse og høre igen og igen fra konservative meningsdannere og enkelte kendte gennem de seneste måneder i USA.

En mere bizar stammede fra musikstjernen Nicki Minaj, der på sociale medier gik ud med en bizar historie om en fætters ven i Trinidad, der fik hævede testikler efter at have fået coronavaccine. Historien blev pure afvist af Trinidads regering.

Andre kommer fra politikere og tv-værter, som mener, at Biden-regeringen forsøger at presse vacciner i skulderen på alle. Blandt dem er den kendte Fox News-vært Tucker Carlson. Han er i øvrigt selv vaccineret og har været det længe.

I Colton Hanes' hjemstavn, Yadkin County, i det nordvestlige North Carolina er kun 42 procent af alle indbyggere over 18 år færdigvaccinerede. I hele delstaten har 49,6 procent fået andet stik.

Dermed halter hans hjemområde betydeligt efter resten af USA, hvor 56 procent er sikret mod den hidsige Deltavariant.

Modstanden mod selve vaccinen, som Donald Trump fik sendt afsted med hyperfart, er stor i det republikanske USA. Men der er decideret vrede over Joe Bidens forsøg på at presse skeptiske amerikanere til at få den.

Joe Biden modtog 27. september et booster-skud med coronavaccine på direkte tv. Alt sammen for at opfordre amerikanerne til at blive vaccineret.
Joe Biden modtog 27. september et booster-skud med coronavaccine på direkte tv. Alt sammen for at opfordre amerikanerne til at blive vaccineret. BRENDAN SMIALOWSKI

På den amerikanske højrefløj er der mange steder stolthed over, at man går imod Joe Bidens ønske om at få folk vaccineret. Eller som den, John Nolte fra de ultrakonservative medie Breitbart skriver i en analyse:

»Lige nu er der mange Trump-støtter, der mener, de sejrer over venstrefløjen ved at nægte at tage en vaccine, der kan redde deres liv,« skriver Nolte.

Han mener, at Bidens opfordring til at blive vaccineret er et bevidst forsøg på at provokere konservative til ikke at tage vaccinen.

»I et land, hvor valg afgøres af ekstremt tynde marginer, hjælper det så ikke den ene side, hvis deres modstandere ganske enkelt falder døde om?« spørger han konspiratorisk.