»Jeg har aldrig set sådan et lys før. Det oplyste vandet i guldfarver. Det var en super underlig oplevelse.«

Sådan beskriver danske Janne Billsteen himlen over Marbella i det sydøstlige Spanien fredag, der pludselig gik fra at være azurblå til at blive oplyst bag en kæmpe askesky.

Nær ferieparadiset hærger skovbrande, der har fejet igennem næsten 2.200 hektar skov på mindre end 24 timer.

Og Janne Billsteen oplevede, hvordan både de lokale og turister var chokerede over situationen, som de pludselig stod i.

En særligt lys og en kæmpe askesky var pludselig over Janne Billsteen, da hun stod på stranden i Marbella i det sydøstlige Spanien. Foto: Janne Billsteen.
En særligt lys og en kæmpe askesky var pludselig over Janne Billsteen, da hun stod på stranden i Marbella i det sydøstlige Spanien. Foto: Janne Billsteen.

»Det var fuldstændig surrealistisk. På den ene side var der stadig blå himmel. På den anden side var der tunge mørke skyer, hvor det dryssede ned med aske.«

Janne Billsteen beskriver også, hvordan det solbeskinnede område blev lagt i mørke midt på dagen af askeskyerne, og at den bil, hun havde lejet sammen med sine venner, var fyldt med aske, da de skulle væk fra stranden.

»Det var stadig sindssygt varmt, selvom skyggen bredte sig hurtigt. Det var uhyggeligt,« fortæller Janne Billsteen.

Hun fortæller også, hvordan der stadigvæk lørdag morgen kommer lavtflyvende vandfly hen over hovedet på hende, da B.T. snakker med hende over en telefonforbindelse.

Foto: Janne Billsteen
Foto: Janne Billsteen

Malene Jørgensen oplevede også brandene ved den spanske solkyst på nær hold.

I hotelreceptionen fik hun at vide, at brandene var fem kilometer fra deres hotel i kystbyen Estepona. Sammen med sin tiårige datter og en veninde og hendes datter, tog de deres pas og penge og kørte i en lejet bil til Málaga for at komme væk fra området.

»Det var voldsomt i går. Det så ud som om, at havet havde en helt anden farve, da vi kørte hjem fra Málaga. Det var helt mørkt. Det hele var helt mørkt,« forklarer hun til B.T.

Skovbrandene har indtil videre medført, at reddere har måtte evakuere mere end 1.000 personer i området ved foden af bjergkæden Sierra Bermeja nær den spanske kystby Estepona. En brandmand har mistet livet under slukningsarbejdet.