Var det noget med et hus kvit og frit?

Og måske også 100.000 kroner oveni til flytningen?

Det er tilsyneladende ikke et tilbud, de norske borgere ville tage imod, skriver det norske Børsen.

Tidligere på året afgav industrikoncernen Borregaard et tilbud om at give Borregaardsveien 26 i Sarpsborg i det sydlige Norge væk.

Fristen blev sat til 1. september, men selvom der blev lokket med både gratis hus og økonomisk flyttehjælp, var der ingen, der tog imod.

Huset har de seneste årtier været brugt til fagforeningerne på Borregaard, men da de flyttede ind i mere moderne bygninger, håbede koncernen, at nogen ville overtage huset.

Der har godt nok været et par henvendelser fra interesserede, men det viste sig, at de ikke havde sat sig godt nok ind i tilbuddet.

Hele huset skal nemlig flyttes af de nye ejere, da det ligger inden for Borregaards byggeområde. Desuden skal husets beklædning udskiftes.

»Du skal faktisk hente huset i flere dele og transportere det til en anden grund,« lyder det fra Borregaards kommunikationsdirektør, Tone Horvei Bredal, til Børsen.

Derudover forpligter ejeren sig blandt andet til at overtage ansvaret for bevarelsen af huset.

Eftersom ingen er bidt på krogen, overvejer Borregaard nu, om huset skal rives ned.