Den danske superproducer Carsten Schack – bedre kendt som Soulshock – fortalte for nylig til B.T., at han overvejer at flytte fra Los Angeles på grund af det voksende hjemløseproblem. Han er rystet over det syn, der dagligt møder ham i byens gader, og det samme er den danske smykkedesigner, Jannik Olander.

»Der er folk, der tigger, når du holder for rødt, og når du er ude at handle. Selv når du går ned ad gaderne i de mest velhavende kvarterer, ligger der folk på fortovet,« fortæller Jannik Olander, der står bag smykkebrandet Nialaya.

»Da jeg flyttede herover for 13 år siden, var det slet ikke så slemt, og de hjemløse, der var, holdt til i særlige dele af byen. Nu er det helt ude af kontrol og overalt. Nærmest som et parallelsamfund.«

Jannik Olander har butik på Melrose Avenue i det mondæne West Hollywood, og på den indhegnede parkeringsplads bag forretningen, kravler hjemløse gerne over den to meter høje mur, der er toppet med pigtråd, for at gennemrode skraldespande, overnatte eller urinere. Jannik Olander har sågar set, at folk medbringer en vandslange og kobler den på bygningens vandhane for at tage bad.

Jannik Olander har en smykkebutik i Los Angeles.
Jannik Olander har en smykkebutik i Los Angeles. Foto: Sara Madsen
Vis mere

»Mange er på stoffer eller har mentale problemer, men der er også helt almindelige unge, der ser ud til bare at have givet op. Der er ikke langt til afgrunden herovre, for der er jo ikke noget sikkerhedsnet, som vi kender det i Danmark. Det er hårdt at opleve, men selvom det lyder kynisk, bliver det også en del af hverdagen,« siger han.

Den sydcaliforniske millionby kæmpede med stigende hjemløshed, allerede før covid-19-katastrofen ramte. I Los Angeles County, der har 10 millioner indbyggere, var antallet af hjemløse fra januar 2019 til januar 2020 steget med 12,7 procent og nærmede sig dermed 70.000. Det indløser en fjerdeplads på listen over steder i verden, der har flest hjemløse.

Siden har pandemien kun forværret situationen, og uofficielle tal anslår, at der i dag er tale om 100.000. Mange amerikanere, der har mistet deres job som følge af krisen, har også mistet deres hjem, og på grund af smittefare kan de i forvejen overfyldte herberger ikke tage så mange ind som tidligere. Men Los Angeles tiltrækker også hjemløse langvejsfra.

»Klimaet gør det nemt at leve på gaden her, og byen bruger mange ressourcer på at give os mad, tøj og sko,« siger 38-årige Stacy, der oprindeligt er fra sydstaterne.

Eric har i årevis boet i forladte huse. Nu er hans hjem et telt i Venice, men han drømmer om at flytte i lejlighed med sin kæreste.
Eric har i årevis boet i forladte huse. Nu er hans hjem et telt i Venice, men han drømmer om at flytte i lejlighed med sin kæreste. Foto: Sara Madsen
Vis mere

Hun er uddannet sygeplejerske, men mistede sit job for fem måneder siden. Nu bor hun i en ramponeret campingvogn i bydelen Venice, bare få meter fra smarte kaffebarer og velfriserede villaer til flere millioner dollar. Hun håber, hun snart finder et nyt job, men hun vil stadig få svært ved at skaffe penge til depositum på en lejlighed, siger hun.

Kontrasterne er også store i downtown Los Angeles, som altid har været kendt for sin høje koncentration af hjemløse. Det har en omfattende byrenovering ikke ændret på. Et stenkast fra nyopførte boligkomplekser med swimmingpool, private træningscentre og biografer, og hvor en toværelses lejelejlighed nemt koster 30.000 kroner om måneden, ligger slumkvarteret Skid Row.

I takt med byrenoveringen er kvarterets fysiske omfang skrumpet ind, men antallet af beboere er stigende. Overalt er der tætpakkede kolonier af telte og vakkelvorne shelters bygget af papkasser og presenninger, og graden af armod, fattigdom og misbrug er lige så slående som den lugt af urin og afføring, der rejser sig fra asfalten.

»Engang var det Americas Most Wanted, mordere og voldtægtsmænd, der holdt til her. I dag ser du læger, advokater, lærere og elektrikere. Vi har det hele, og pandemien har helt sikkert gjort det værre,« fastslår 52-årige Eugene, der i næsten 20 år har kaldt gaderne i Skid Row for sit hjem.

Cricket er tidligere misbruger og har boet på gaden i næsten 20 år. Om nogle uger flytter han endelig i sin egen lejlighed.
Cricket er tidligere misbruger og har boet på gaden i næsten 20 år. Om nogle uger flytter han endelig i sin egen lejlighed.
Vis mere

Nu glæder han sig til, at han inden for de næste par uger skal flytte i sin egen lejlighed. Det sker takket være et af byens hjælpeprogrammer.

Men selvom Eugene snart siger farvel til tilværelsen som hjemløs, tyder intet på, at de utallige tiltag fra både private organisationer og sociale myndigheder kan få knækket den overordnede kurve. Blandt andet forudser en rapport fra organisationen Economic Roundtable, at antallet af såkaldt 'kronisk' hjemløse i Los Angeles County vil stige med yderligere 86 procent i løbet af de næste fire år.