F-15E-jagerflyene var i luften. Og der var kun 30 minutter til affyringen af missilerne, da Joe Biden ombestemte sig.

Nye overvågningsdetaljer fik den amerikanske præsident til at afblæse det dødelige angreb.

Ifølge Wall Street Journal kom der i sidste øjeblik informationer om, at der befandt sig 'en kvinde og nogle børn' på en gårdsplads ved et af de pågældende mål, og det gjorde udslaget. Derfor gennemførte det amerikanske luftvåben for to uger siden kun ét angreb i Syrien. I stedet for to.

Det var 25. februar, at USA bombede nogle iranskstøttede militsgrupper.

Også NBC News skriver, at Joe Biden for at undgå civile dødsfald undlod at gennemføre det andet at de to planlagte angreb.

Angrebet i Syrien var det første den første militære aktion, der blev udført under USA nytiltrådte præsidents administration.

Den kom som en reaktion på, at flere amerikanske delinger og baser i Irak forinden var blevet angrebet, hvor flere amerikanske soldater blev sårede. USAs regering har ment, at det var de iranskstøttede militsgrupper i Syrien, der stod bag.

Ifølge NBC News sendte Det Hvide Hus efter angrebet 'en privat besked' til det iranske styre.

Officielt lød det fra Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium:

»Efter præsident Bidens anvisning gennemførte amerikanske militærstyrker tidligere på aftenen et luftangreb mod infrastruktur, der bliver anvendt af iranskstøttede militsgrupper,« sagde talsmand John Kirby:

»Denne begrænsede militære reaktion blev gennemført sammen med diplomatiske tiltag, herunder høring af koalitionspartnere. Samtidig har vi handlet bevidst med det formål at reducere den spændte situation i det østlige Syrien og Irak.«