Han råbte og skreg af sine medarbejdere. Kom med upassende seksuelle bemærkninger og var ved flere lejligheder fuld på jobbet.
En sådan opførsel er næppe karrierefremmende noget sted, men når skudsmålet går på ingen ringere end den amerikanske præsidents personlige læge, så vækker beskrivelsen alligevel særlig opsigt.
Det er da også langt fra et sympatisk billede, som rapporten fra det amerikanske forsvarsministerium giver af Donald Trumps tidligere læge, Ronny Jackson.
Jackson blev ansat i Det Hvide Hus i midten af 00erne, mens George W. Bush sad i Det Ovale Værelse, og senere tjente den nu 53-årige Jackson som læge for både Barack Obama og Donald Trump.
Rapporten, som blev offentliggjort onsdag og omtalt i både CNN og Washington Post, har vidnesbyrd fra omkring 60 personer, som har arbejdet sammen med Jackson.
Af dem har kun 13 noget godt at sige om ham.
De øvrige beretter om episoder, hvor han har bedrevet ledelse på en yderst uheldig måde.
Han skulle blandt andet være kommet med seksuelle og nedsættende bemærkninger til kvindelige underordnede.
Der er flere historier om, at han har drukket alkohol i tjenestetiden og endda optrådt beruset.
På rejser med præsidenten har han ifølge rapporten taget receptpligtig sovemedicin, som skabte bekymring blandt hans medarbejdere om, hvorvidt han kunne bestride sit job.
Endelig har – igen ifølge rapporten – opført sig groft og mobbede over for flere medarbejdere.
»Et overvejende flertal af vidnerne, som arbejdede med Jackson fra 2012 til 2018, fortæller os, at de personligt oplevede ham råbe, skrige, bande eller tale nedsættende til underordnede. Mange af disse vidner beskriver Jacksons opførsel med ord og fraser som 'sammenbrud', 'råber uden grund', 'rasende', 'raseriudbrud', 'slår vildt rundt om sig' og 'aggressiv', står der blandt andet i rapporten.
I dag sidder Ronny Jackson i Kongressen, hvor han repræsenterer sin hjemstat Texas.
Han afviser alle beskyldningerne, som han ser som politisk motiverede, fordi han valgte at blive og arbejde for Donald Trump.
»Det der er ikke mig, og det har aldrig fundet sted,« lød det onsdag fra ham i en udtalelse.
Beskyldningerne mod Jackson dukkede første gang op i 2018 kort efter, at han var blevet forfremmet af præsident Trump.
»For tre år siden blev jeg udsat for et politisk karaktermord, fordi jeg stod sammen med præsident Trump. I dag har en rapport fra Forsvarsministeriet genoplivet disse falske anklager fra mine år med Obama-administrationen, fordi jeg afviste at vende ryggen til præsident Trump,« siger han.