Europa brænder. Eller sådan da. Det er i hvert fald meget varmt.
I flere af de lande, danskerne elsker at rejse til, er temperaturen så høj, at forskere er ude at advare mod de høje temperature. Man kalder varmen 'den stille dræber'.
Men det får tilsyneladende ikke danskerne til aflyse turen sydpå. Ikke alle steder er lige hårdt ramte, og det kan faktisk være svært at gennemskue, hvordan hedebølgen påvirker lige præcis det land, man har udset sig som feriedestination.
Derfor kommer her en lille gennemgang af, hvordan hedebølgen påvirker en række lande i Europa:
Spanien
Hedebølgen i Spanien forventes at intensivere i starten af denne uge, men herefter vil temperaturen falde en smule. Temperaturen kommer helt op på 44 grader flere steder.
Det sker alt sammen, mens skovbrande buldrer derud af på den spanske ø La Palma.
Italien
I støvlelandet forbereder flere byer sig på rekordtemperaturer. Flere steder forudser temperaturer på op mod 45 grader.
Flere steder advarer man mod at gå ud i dagstimerne, samtidig råder man folk til helt at undgå solens stråler.
Byer som Rom og Firenze er i særlig grad ramt.
Grækenland
Mandag advarer Udenrigsministeriet danskere på ferie i Grækenland. Her lød opfordringen blandt andet, at man skal følge de lokale myndigheders henvisninger.
Advarslen kommer efter en skovbrand er brudt ud som følge af de høje temperaturer.
I Grækenland forventer man, at temperaturen topper senere på ugen, hvor man også der vil kravle over de 40 grader.
Frankrig
Man forventer ingen ekstreme udsving i temperaturen i det franske.
De højeste temperaturer kommer til at være i området omkring Marseilles, hvor man forventer at det bliver omkring 35 grader varmt.
Tyrkiet
Ligesom med Grækenland forventer man at temperaturerne kommer til at stige i Tyrkiet i løbet af ugen.
Nogle steder vil man kunne opleve op mod 45 graders varme.
Den hidtil varmeste dag på europæisk jord blev målt i 2021. Her steg temperaturen på den italienske ø Sicilien til hele 48,8 grader.