»Han slog mig ikke i ansigtet«

Det fortalte den nu afdøde rejseblogger til politiet den 12. august, hvor hende og hendes forlovede Brian Laundrie blev stoppet af politiet i Utah.

Det viser nye offentliggjorte optagelser fra episoden.

»Han tog fat i mig med sin negl. Det er derfor, det ser … Jeg har i hvert fald en rift lige her. Jeg kan mærke det. Det brænder / svier,« lyder det fra en grædende Gabby i videoen, som du kan se øverst i artiklen.

Billedet her blev ifølge Gabbys Instagram taget på parrets første date.
Billedet her blev ifølge Gabbys Instagram taget på parrets første date. North Port Police

I videoen, som du kan se øverst, er det tydeligt, at parret har haft et meget voldsomt skænderi.

»For at være helt ærlig, så slog jeg ham helt klart først,« fortæller Gabby i selvsamme video, da hun bliver konfronteret med, at det ligner, at hun er blevet slået, og at flere vidner har fortalt til politiet, at de havde set Brian slå hende.

B.T har før kunne fortælle, hvordan Laundrie havde ry for at være en jaloux kæreste.

»Brian har et problem med jalousi. Jeg er hendes eneste ven her i Florida, så vidt jeg ved, og det var ikke fordi, hun ikke kunne få venner, han ønskede bare ikke, at hun skulle have venner,« sådan har Gabbys veninde, Rose Davis, udtalt sig om Laundrie, der foruden jaloux også får ord som kontrollerende med på vejen af Gabbys veninde.

Rejsebloggeren Gabby og hendes forlovede Brian Laundrie var tilbage i juli kørt afsted på det, der måske skulle blive deres livs eventyr – en roadtrip på tværs af USA, der, efter planen, skulle slutte i oktober.

Gabby og Brian Laundrie skrev ofte kærlige beskeder til hinanden på Instagram. Men måske det ikke var så rosenrødt. En veninde til Gabby beskriver i hvert fald Laundrie som både jaloux og kontrollerende.
Gabby og Brian Laundrie skrev ofte kærlige beskeder til hinanden på Instagram. Men måske det ikke var så rosenrødt. En veninde til Gabby beskriver i hvert fald Laundrie som både jaloux og kontrollerende. Instagram

Men sådan gik det ikke.

For allerede den 1. september dukkede Brian Laundrie op hjemme i Florida. Uden Gabby. Og uden at ville svare på spørgsmål om, hvad der var sket med hende. Det fik Gabbys forældre til at melde hende savnet få dage senere.

Og pludselig var også Brian Laundrie forsvundet sporløst.

Efterfølgende dukkede liget af Gabby op i Grand Teton National Park i delstaten Wyoming. Men Brian Laundrie var og er fortsat som sunket i jorden og en massiv menneskejagt er i gang.

Det er endnu uklart, hvordan og hvorfor Gabby døde.

Brian Laundrie er af samme årsag på nuværende tidspunkt ikke eftersøgt som mistænkt, men af »interesse« for sagen.