Da man for knap to uger siden efter en intens og langvarig eftersøgning endelig lykkedes med at finde liget af den savnede kvinde Gabby Petito, førte det ikke kun til en afslutning i én sag.
For den store opmærksomhed omkring sagen har ført til, at man har fundet endnu et lig.
Det skriver CNN.
I den samme nationalpark – Grand Teton i Wyoming – hvor man 19. september fandt liget af den 22-årige amerikanske kvinde, har politiet efterfølgende fundet et lig, der efter al sandsynlighed er identisk med en anden savnet person.

Ifølge eftersøgningsholdet fra Teton County Search and Rescue, var det den massive opmærksomhed på sagen om den forsvundne Gabby Petito, der førte til fundet.
Den amerikanske kvinde var tilbage i juli sammen med sin kæreste, 23-årige Brian Laundrie, rejst afsted på en roadtrip. Det var meningen, at rejsen skulle vare til halloween i oktober, men allerede 1. september dukkede kæresten op hjemme i Florida.
Uden Gabby. Og uden at ville svare på spørgsmål om, hvad der var sket med hende.
Det førte senere til en massiv eftersøgning af kvinden – og i kølvandet på den, dukkede det andet lig op.

I den forgangne weekend ringede mindst to borgere til politiet og fortalte, at de havde mulig information om, hvor den savnede mand Robert 'Bob' Lowery på 46 år kunne være.
Han havde nemlig været i den samme nationalpark, men siden 20. august havde ingen set noget til manden, der er far til to.
De nye oplysninger fra borgerne gav politiet formodning om, at Robert Lowery sidst var set på Black Canyon Trail, og en eftersøgning blev derfor skudt i gang i tirsdags.
Omkring klokken 13 lokal tid fandt nogle sporhunde en sort Nike-taske og et lig i nærheden af stien på et sted med stejle stigninger.
Liget menes at være identisk med den savnede mand, men man afventer den endelige obduktionsrapport.
»Bob var en vidunderlig far, søn, bror og ven,« lyder det i en udtalelse udsendt af mandens familie, skriver CNN.
Det vides endnu ikke, hvad dødsårsagen er.
Det samme er heller ikke meldt ud endnu i sagen om Gabby Petito – hvor det dog er oplyst, at hun menes at være blevet dræbt.

Hendes kæreste, Brian Laundrie, forsvandt pludseligt undervejs i efterforskningen af sagen, og ingen har set ham siden tirsdag i sidste uge. Han er ikke sigtet for noget, men ifølge politiet er han 'en person af interesse'.
Efterforskningen af sagen – og eftersøgningen af Brian Laundrie – fortsætter endnu.
Der menes ikke at være nogen sammenhæng mellem sagen om Gabby Petito og sagen om Robert 'Bob' Lowery.