Tilbage i juli kørte den 22-årige Gabrielle 'Gabby' Petito sammen med sin 23-årige forlovede, Brian Laundrie, afsted fra New York. De ville køre på tværs af landet, og efter planen skulle de nå Oregon på vestkysten til halloween i oktober.

Den 12. august blev parret stoppet af politiet, da politiet så en oprørt 'Gabby' udenfor bilen midt på en highway. Episoden blev optaget af politiets kameraer, hvilket du kan se øverst i artiklen

Men allerede den 1. september dukkede Brian Laundrie igen op hjemme i North Port i delstaten Florida.

Uden Gabby.

Foto: FLORIDA POLICE
Vis mere

Han gav ingen forklaring på, hvor hun var – og hun dukkede ikke op igen. Da hun ti dage senere endnu ikke var vendt hjem, meldte hendes forældre hende den 11. september savnet.

Nogle dage efter var han så også forsvundet, og lige siden har FBI og amerikansk politi været på jagt efter Brian Laundrie.

På en pressekonference søndag kunne FBI oplyse, at der var blevet fundet et lig, som efter alt at dømme er identisk med den blot 22-årige Gabby Petito, i nærheden af Grand Teton National Park i den amerikanske delstat Wyoming – som er det sidste sted, livsstilsbloggeren blev set i live.

Mandag besøgte FBI Brian Laundries forældres hjem, som de ransagede, efter de havde fjernet forældrene fra hjemmet i nogle timer. Hjemmet er stadigvæk afspærret og under stor mediebevågenhed.

Senere mandag kom der så endnu et spor i sagaen om 'Gabby'. Et spor, der ikke fremmer Brian Laundries sag.

Et lydklip af et 911-opkald er nemlig blevet offentliggjort, hvor en unavngiven kilde ringer ind til alarmcentralen for at rapportere om et overfald mod en ung kvinde begået af en ung mand.

Overfaldet er angiveligt begået af Brian Laundrie mod 'Gabby'. Det skriver flere internationale medier – heriblandt Fox News.

Alt imens er det store eftersøgningsarbejde efter USAs mest eftersøgte mand stadig i gang. Brian Laundrie.