Miles Routledge har fået en hel del mere action, end han regnede med at få, da han bestilte sin ferie.
»Det er mere, end jeg kan klare. Det er slet ikke gået som planlagt, og derfor er det endt sådan her,« som han udtrykker det.
Og det er da også ganske alvorligt. Den 21-årige britiske studerende holder lige nu 'ferie' på en destination, der efter al sandsynlighed har vist sig at være den værst tænkelige: Afghanistan.
For da Miles Routledge i fredags ankom til Kabul, udviklede situationen sig samtidig til nærmest totalt kaos, da Taleban hen over weekenden tog kontrol over landet i lyntempo.
Jeg kæmper med at holde vand i mig, og jeg tror ikke, at jeg får sovet i nat. Jeg har set for mange døde mennesker.Miles Routledge
Den unge brite har løbende brugt sociale medier til at opdatere om sine oplevelser. Til Times fortæller han også, hvordan han har set døde mennesker ligge i gaderne, han har set familier flygte, han har set lange køer ved hæveautomater.
Mandag blev han selv stoppet af bevæbnede Talibanstyrker, da han forsøgte at komme ud til lufthavnen i Kabul, der de seneste dage har været ramt af totalt kaos af panikslagne indbyggere, der vil væk fra landet. Fortæller han.
Den 22-årige brite forsikrer dog over for Times, at han nu er »i sikre hænder«. Det er han i et sikkert FN-hus bevogtet af britiske og tyrkiske soldater. Her er angiveligt også omkring 50 andre udenlandske statsborgere fra Storbritannien, USA og Tyrkiet.
At det efterhånden ikke er helt så sjovt længere, fremgår af nylige opdateringer på sociale medier:

»Jeg kæmper med at holde væske i mig, og jeg tror ikke, at jeg får sovet i nat. Jeg har set for mange døde mennesker. Jeg tænkte bare, at det her skulle være en lille velgørenhedsting, hvor jeg kunne udforske et mærkeligt land, men jeg er knækket,« som det lyder.
Miles Routledge fortæller, at han allerede købte sine flybilletter til Afghanistan tilbage i maj, og en medstuderende fra Loughborough University bekræfter over for Telegraph, at han har talt om rejsen siden marts.
Britens historie har de seneste dage fået stor opmærksomhed i hjemlandet, men også meget kritik på sociale medier. Her er han blandt andet blevet kaldt 'katastrofe-. turist'.
Selv siger han om sit valg af feriemål, at han googlede de 10 mest farlige steder i verden, og op poppede Afghanistan. Han »så lidt YouTube-videoer« og følte sig tryg ved påmindelsen om, at der stadig var amerikanske og britiske styrker i landet.
»Jeg hader at ligge på stranden, så jeg ville prøve noget lidt anderledes. Jeg tænkte: 'Hvad er det sjoveste land, jeg kan rejse til, hvor der ikke er kedeligt, og hvor der er lidt spænding,« har Miles Routledge forklaret:
»Når jeg bliver færdig med min uddannelse, skal jeg ud og have et fuldtidsjob og måske en familie, og så ville jeg ikke få mulighed for at gøre noget lignende. Jeg tænkte, at det ville være sjovt, at fjolle lidt rundt i Afghanistan.«
Den 22-årige vovehals skulle egentlig være rejst hjem på torsdag, men med den usikre situation i Kabuls lufthavn, hvorfra tusindvis af afghanere forsøger at flygte fra landet, er det uvist, hvornår han kommer hjem igen.
Som han har konkluderet i et opslag på sociale medier:
»Der var ingen, der kunne overbevise mig om at lade være, og jeg kendte til risikoen. Det var et sats fra min side, og det gik galt på trods af min selvsikkerhed og mine jokes om det.«



