Under hashtagget #JeanMichelTrogneoux har Twitter-brugere gennem december delt billeder og videoer, der skulle iscenesætte eller bevise, at den franske præsidentfrue, Brigitte Macron, er født som mand.

Men nu har præsident Emmanuel Macrons kone fået nok af konspirationsteorierne.

Det skriver Le Figaro.

Rygterne begyndte på en højreorienteret hjemmeside, Faits et Documents, i september. Det skriver Independent.

Her blev det påstået, at der var foretaget en tre år lang efterforskning. Siden da har rygter spredt sig blandt konspirationsteoretikere.

Blandt rygterne lyder det, at Brigitte Macron – en kvinde, der i sit tidligere ægteskab har fået tre børn – skulle være blevet født som mand med navnet Jean-Michel Trogneux.

Hashtagget, der netop går på det påståede mandlige navn Jean-Michel Trogneoux, er brugt mere end 10.000 gange på Twitter.

Her deler brugerne videoer, hvor hendes ansigt er placeret på en mandekrop, ligesom der deles billeder af en Wikipedia-side, der beskriver tilknytningen mellem Jean-Michel Trogneoux og præsident Macron.

Her ses Brigitte Macron med sine to døtre.
Her ses Brigitte Macron med sine to døtre. Foto: ERIC FEFERBERG
Vis mere

Og nu er det altså blevet for meget for præsidentfruen.

Brigitte Macrons ansatte bekræfter ifølge Le Figaro, at hun har tænkt sig at indlede en retssag.

Det er ikke første gang, at rygter om, at en præsidentfrue skulle være født som et andet køn, svirrer. Det samme oplevede tidligere præsidentfrue i USA Michelle Obama.

Konspirationsteorierne om den franske præsidentfrue kommer kort tid inden, at der er præsidentvalg i Frankrig i foråret 2022.

Præsident Macron har endnu ikke bekræftet, at han stiller op.

Andre læser også