Man spærrede øjnene op, da politiet i oktober meldte ud, at en bilist var blevet standset på motorvejen efter at have kørt 236 km/t.

Bilisten fik således konfiskeret sin bil, en Lamborghini til tre millioner norske kroner, og modtog en sigtelse for vanvidsbilisme.

Men nu tager bilens ejer bladet fra munden. 31-årig Shakha Ameen, der bor i Norge, mener ikke, at politiet har en sag mod ham.

»Folk skal selvfølgelig straffes for deres handlinger, men jeg har aldrig kørt 236 km/t. Jeg indrømmer at have kørt omkring 150-160 km/t.,« siger Shakha Ameen til B.T.

Shakha Ameen.
Shakha Ameen. Privatfoto

Han forklarer, at han skulle fra Tyskland til Norge – og derfor kørte på motorvejen i Danmark.

Men omkring Hirtshals blev han presset på tid for at nå færgen til Stavanger, hvorfor han trådte ekstra på speederen. Og ifølge politiet kørte 236 km/t.

Politiet stopper dig vel ikke uden grund?

»Jeg har kørt omkring 160 km/t. Det står jeg ved. Men de har ikke konkrete beviser på, at jeg kørte 236 km/t. De har ikke nummerpladen, og det kunne være hvem som helst,« mener Shakha Ameen.

»De stopper mig 20 minutter efter målingen og siger, de tror det var mig.«

Sagen var i første omgang for retten i november, hvor Retten i Hjørring besluttede, at der var begrundet mistanke mod Shakha Ameen. Derfor er politiet fortsat i besiddelse af bilen.

Shakha, tror du så ikke, at politiet har en sag?

»De har ikke beviser for, at jeg har kørt så stærkt. Vi lagde sagen frem, og min advokat har været i kontakt med betjentene, der tror, det var min bil. De så nogle baglygter, og det er ikke et bevis.«

Bilen, som politiet har beslaglagt.
Bilen, som politiet har beslaglagt. Privatfoto

Men bør det ikke have konsekvenser, når du tydeligvis har kørt for stærkt?

»Det er rigtigt, at jeg skal straffes for at have kørt for stærkt. Dér må jeg respektere regler og love.«

»Men jeg synes, det er uretfærdigt, hvis jeg får taget min bil og bliver dømt for vanvidskørsel. Derfor er det vigtigt for mig at blive frifundet. Bilen har høj værdi, men jeg vil ikke beskyldes for noget, jeg ikke har gjort,« siger han.

Hvis retten finder Shakha skyldig i at have kørt 236 km/t., kan politiet beslaglægge hans bil grundet de nye regler om vanvidsbilisme, som trådte i kraft i marts.

B.T. ville gerne have talt med anklageren i sagen, Morten Sønderby, om Shakha Ameens udlægning af sagen. Men det har han ikke ønsket.

»Vi udtaler os ikke inden en retssag. Vi fremlægger en sag, og så skal retten vurdere resten,« siger han.

B.T. har talt med Thomas Ottesen, politikommissær ved Nordjyllands Politi, som dagligt håndterer sager om hastighed og fartkontrol.

Han vil ikke kommentere den konkrete sag, men vil gerne udtale sig på et generelt plan:

»Helt generelt tager vi ikke fejl. Fartkontroller foregår på bestemte måder, og hvis vi er i tvivl, så gør vi ikke mere ved det.«

Derudover tilføjer han, at der forskellige metoder, hvorpå politiet kan fange bilister, der kører for stærkt.

»Normalt tager vi et billede, der bliver sendt ind – og så kommer der en bøde. Kontrollen kan også foregå via laser, hvor vi har visuel kontakt med bilen, indtil den bliver stoppet.«

»Og så er der også trip-track, hvor en patrulje kører bagved og måler over en lang strækning. Udgangspunktet er generelt, at biler, der kører for hurtigt, bliver standset.«

»Og jo hurtigere en bil kører, jo længere tid tager det at standse dem. Det siger sig selv.«