»De deler data med os, som vi ikke har set før. Som ingen har set før.«

Sådan lyder det fra en af de viruseksperter udsendt af Verdenssundhedsorganisationen, WHO, som for tiden er i den kinesiske storby Wuhan for at forsøge at finde frem til coronavirussens oprindelse.

Forskerne satte kurs mod storbyen, hvor virussen først blev opdaget for mere end et år siden, i midten af januar.

Siden var i de karantæne i to uger, før de i sidste uge kunne begynde på deres arbejde.

Nu har Sky News talt med et af medlemmerne fra gruppen, den britiske forsker Peter Daszak, der løfter lidt af sløret for, hvad gruppen indtil videre har arbejdet med.

»Vi ser ny information, og det er meget godt. Det er meget værdifulde ting, der begynder at hjælpe os til at kigge i den rigtige retning for virussen,« forklarer han.

Blandt andet fortæller han, at forskerholdet har været forbi det madmarked i byen, hvor virussen første gang blev fundet.

»Vi taler med folk, der opsamlede de første prøver fra gulvet af markedet og siden testede positive. Det er den slags information, vi får fra de personer, der virkelig betyder noget,« siger Peter Daszak til Sky News.

Forskerne, der er afsted, må endnu ikke fortælle, hvad de helt præcist finder ud af på deres rejse. De må blot fortælle om processen.

Dog fortæller den britiske forsker, at de kinesiske forskere har delt deres egne undersøgelsesresultater med dem:

»Vi finder små ledetråde her og der i den store mængde data. De deler data med os, som vi ikke har set før. Som ingen har set før. De taler åbent med os om alle muligheder. Vi rykker os virkelig, og jeg tror, at alle medlemmer af holdet vil sige det samme,« siger Peter Daszak til Sky News.

WHO-holdet skal efter planen være i Kina i fem til seks uger. De skal undervejs samarbejde med både WHO's egne eksperter og kinesiske kolleger for at finde frem til virussens oprindelse.

Blandt medlemmerne af forskergruppen er også danske Thea Kølsen Fischer, der er forskningschef på Nordsjællands Hospital og tilknyttet Københavns Universitet som ekspert i virusepidemier.