Forlænget hjemmeskole og social isolation udfordrer trivslen hos landets børn og unge. Det mærker man hos Børnetelefonen. Nu må de tage nye metoder i brug.
Ensomhed, venskaber og trivsel i klassen. Det er de tre coronarelaterede emner, som Børnetelefonen i Børns Vilkår får flest henvendelser om. Det skriver de i en ny pressemeddelelse.
Især ensomhed er et problem, der i høj grad rammer børn og unge og udgør næsten en fjerdedel af alle samtaler om corona i januar.
»Den nuværende nedlukning er virkelig hård at komme igennem for mange børn og unge. Selv om mange lærere gør en kæmpe indsats for at samle klassen i digitale fællesskaber, så kan vi se i samtalerne på Børnetelefonen, at mange børn og unge føler sig udenfor og mærker en ensomhed, de ikke har oplevet før,« siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår, i pressemeddelelsen.
I december 2020 havde Børnetelefonen 90 samtaler om corona. Det er steget til næsten det dobbelte i januar, nemlig til 178 samtaler.
I pressemeddelelsen kommer Børns Vilkår med eksempler på nogle af de henvendelser, de får. Eksempelvis fortæller en 10-årig pige, at hun altid har følt sig udenfor, men at det er blevet værre under corona. Hun føler sig ensom og trist.
Derudover fortæller en anden ung pige, at hun har svært ved, at hendes kamera skal være tændt under onlineundervisningen. Hun bekymrer sig om, hvordan hun ser ud på kameraet, og hvad resten af klassen tænker om hende. Bekymringen gør, at hun har svært ved at sove og får ondt i maven.
Heldigvis tager Børns Vilkår nu nye metoder i brug for at kunne hjælpe dem, der har brug for det. I foråret fik BørneTelefonens rådgivere nemlig for første gang mulighed for at tage telefoner hjemmefra, og det er en mulighed, som man vil gøre permanent, så flere rådgivere kan sidde klar.
Desuden har organisationen fået bevilget 1,5 millioner kroner, som skal bruges på at udvikle og udvide hjemmerådgivningen med formålet, at Børnetelefonen skal holde døgnåbent på sigt.
Hyppigste emner i coronarelaterede samtaler på Børnetelefonen i januar 2021
1. Ensomhed: 22,5 %
2. Venskaber/uvenskaber: 16,3 %
3. Trivsel i klassen/skolen: 16,3 %
4. Forholdet mellem barn og forældre: 14,0 %
5. Forholdet mellem søskende: 5,6 %
6. Stress/præstationsangst: 5,6 %
7. Faglige problemer/lektier: 5,1 %
8. Angst: 5,1 %
(Kilde: Børns Vilkår)