Djaffar Shalchi ved godt, at han i virkeligheden selv på bedste vis repræsenterer problemet.

»De små erhvervsdrivende kan simpelthen ikke få det til at hænge sammen, mens sådan en som mig med en formue på et trecifret millionbeløb har scoret kassen under coronapandemien,« siger han.

Men den danske rigmand med de iransker rødder mener omvendt også, at han har løsningen. Eller at han har i hvert fald et bud på én – for Djaffar Shalchi er i virkeligheden også en atypisk mangemillionær. Men inden vi kommer så langt, skal vi først lige have gjort det økonomiske regnskab færdigt.

Og ifølge Djaffar Shalchis eget overslag siger det, at han i løbet af 2020 er blevet et trecifret millionbeløb rigere. Det er altså på den anden side af 100 millioner kroner, mens en hel verden har kæmpet med enorme konsekvenser af coronavirussen.

Djaffar Shalchi, her til Folkemødet på Bornholm i 2019.
Djaffar Shalchi, her til Folkemødet på Bornholm i 2019. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

»Jeg har ikke spekuleret i coronakrisen eller tænkt, at nu skal jeg tjene flere penge. De aktier og ejendomme, jeg har haft, er bare eksploderet. Ja, de gik ned i februar-marts sidste år, men siden kom de tilbage med en styrke som aldrig før. Det har vist sig, at vi kom styrket ud af coronaen,« siger han og tilføjer:

»Og det er jo dybt uretfærdigt.«

Efter at være kommet til landet som otteårig har han nu boet 51 år af sit liv i Danmark, og han har som iværksætter og ejendomsinvestor gennem årene stødt opbygget sig sin store millionformue. Især i de senere år med en bevidsthed om, at der med hver tjent krone og øre på samme måde bør følge et ansvar om at betale tilbage til samfundet.

Det har han tirsdag beskrevet i klummen 'Sådan er jeg blevet rigere under coronaen' hos Berlingske.

'Problemet er, når de rigeste ikke betaler tilbage til det samfund, som har været med til at gøre dem rige – så rige, at de faktisk ikke ville lide nød, endsige gå ned i levestandard, hvis de betalte lidt mere til staternes husholdningsbudget,' som han her skriver, og i den anledning har B.T. bedt ham om at uddybe tankerne.

For Djaffar Shalchi vil gerne betale mere i skat. Han mener, at han bør betale mere i skat. Formueskat for at være præcis. Og det samme burde alle andre 'superrige mennesker' over hele verden, der har minimum et trecifret millionbeløb på kontoen. Ikke mindst lige nu, hvor coronaen presser landenes økonomier voldsomt.

Den 58-årige rigmand er derfor en del af 'Millionaires for Humanity', hvor en række af millionærer har skrevet under på en opfordring til verdens regeringer om at opkræve mere i skat af de meget velhavende.

»Vores formuer stiger og stiger, så vi går ind for én procents formuebeskatning, som ikke udhuler vores formuer, men tager en lillebitte procentdel af vores fortjeneste,« siger han.

»Vi går jo ikke ud og laver en vanvittig hård beskatning på de superrige. Den er så lille for dem – og for mig: Min kone og jeg gav eksempelvis over 200 millioner kroner til velgørenhed for fem år siden, og vi kunne ikke mærke det i vores hverdag overhovedet, så selvfølgelig vil én procents formuebeskatning ikke kunne mærkes af de superrige. Og det vil ikke være sådan, at alle stikker af til Schweiz,« siger Djaffar Shalchi.

Han kommer med følgende beløb og påstande, der kan synes vilde for almindelige danskere:

  • Hvis man gav de 10 dollarmilliardærer, der findes i Danmark, en formuebeskatning på bare én procent, ville det med et fingerknips give tre milliarder kroner til den danske statskasse.
  • Hvis man gjorde det samme med de 100-500 rigeste familier i Danmark, ville det på samme vis skaffe minimum 30 milliarder »på ingen tid«.

Og det ville altså være hvert år.

Djaffar Shalchi er selv dybt involveret i den velgørende organisation Human Act, og han anerkender, at mange 'superrige' bruger formuer på filantropi – altså donationer til velgørende formål. Men det er langtfra nok, mener han.

»Vi ved, at den globale filantropi trækker 30 milliarder dollar om året, og det rækker ikke til noget som helst. Det er dejligt, men det er slet ikke nok til at ordne verdens problemer. Hverken corona eller klimakrise og så videre. Vi skal have en systematisk tilgang til det her, som vi kan få ved formuebeskatning. Regeringerne skal have et budget at arbejde ud fra år efter år efter år,« siger Djaffar Shalchi.

Hvordan er reaktionen egentlig blandt dine mangemillionærkollegaer, når du præsenterer dem for ideen om at betale mere i skat?

»Når vi har været ude og hente underskrifter, har jeg selvfølgelig skrevet til toppen af poppen i Danmark. Men der er ingen, der rigtigt tager debatten med mig. Ofte kommer der bare et 'nej tak, jeg gør noget andet selv'. Jeg får ingen modstand, ingen kritik. Det er mere sådan: 'Lad os tie ham ihjel.' Men de ved jo allesammen godt, at det ikke vil skade dem at give en procent.«

Men er disse tanker ikke bare naiv utopi i en benhård businessverden, hvor det bare handler om profit, profit, profit?

»Jo, det kan man sige, hvis det ikke var, fordi der sidste år faktisk var to dollarmilliardærer, der skrev under på vores skrivelser i 'Millionaires for Humanity', og globalt er der hundredvis af virkeligt rige mennesker, der også synes, at det er vigtigt at gøre noget ved det. Men igen: Der er jo millioner af superrige, så set i det forhold er det ikke så mange. Nej, det har du ret i, at den virkelig forandring nok ikke vil komme fra de superrige, så det handler om at skubbe på befolkningen, så de kan stemme ordentlige folk i Folketinget, der kan lave om på tingene,« lyder det fra mangemillionæren, der faktisk helst ikke vil kaldes netop det – han vil heller ikke kaldes erhvervsmand, byggematador eller lignende.

»Jeg bliver altid glad, når jeg bliver kaldt aktivist. Så bliver jeg sgu stolt. Det er helt klart den titel, jeg helst vil have, at folk bruger om mig. Det er det jeg har lavet næsten 100 procent af min tid i de sidste fem-seks år. Aktivist: Det lyder sgu godt, det vil jeg gerne kaldes,« siger Djaffar Shalchi.