Floden Cisadane i nærheden af Indonesiens hovedstad, Jakarta, er ikke blot fuld af det sædvanlige affald.
I takt med coronavirussens opblussen er floden også blevet en syndflod af medicinsk affald.
En konstant strøm af injektionssprøjter, ansigtsmasker og beskyttelsesdragter flyder stille forbi. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det gør risikoen dobbelt så stor for dem, som bor langs dens 138 kilometer. De bader i floden, de vasker deres tøj i den, alt imens Indonesien kæmper for at klare covid-19.

Indonesien oplever Sydøstasiens højeste dødelighed, og i den sidste uge næsten 3.000 nye daglige inficerede.
For at det ikke skal være løgn, så har det medicinske affald ophobet sig ved lossepladsen Cipeucang – en losseplads, hvis afskærmninger mod floden kollapsede i maj.
Det sendte tonsvis af affald direkte ned i floden.
»Jeg er ked af det, men jeg bliver nødt til at vaske tøj her,« fortæller den 36-årige Eka Purwanti til Reuters.

Mens hun klarede vasketøjet, legede børnene på flodbredden.
»Jeg håber, at der ikke sker noget, selv om jeg ved, at sygdommen kan være dødelig,« siger hun.
Ligesom lande over hele kloden har Indonesien set den igangværende pandemi betyde en eksponentiel stigning i medicinsk affald.
Landets helbedsministerium erkender problemet – der er produceret 1.140 tons medicinsk affald fra marts til og med juni – og indrømmer, at man mangler rensningsanlæg. Der arbejdes dog på en løsning, siger de.
»Hvis det medicinske affald spreder sig til beboelseskvarterer nær ved floden, så kan det forurene vandet, der bruges af menneskerne der,« siger Maghesa Paranadipa Maikel, der er epidiomolog.

Med det er en risiko, menneskerne ved floden er klar over.
»Jeg er bekymret for, om børnene kan blive inficeret med covid-19, hvis de svømmer her,« siger lokalbeboeren Astri Dewiyani.
»Det er derfor, jeg altid forbyder mine børn at svømme i floden.«