Du har måske et billede af kridhvide sandstrande, svajende palmetræer og krystalklart vand med farverige koraller.
Men i virkeligheden er flere paradisøer ved at drukne i dåser, plastikflasker og jernaffald – ja, sågar bilvrag har overtaget de kridhvide sandstrande.
Det fortæller Torben Kristiansen, afdelingschef i rådgivningsfirmaet Cowi, som netop er kommet hjem fra Marshalløerne midt ude i Stillehavet.
»De har nogle seriøse problemer. Havet stiger, så øerne bliver mindre og mindre. Samtidig vokser mængden af affald,« siger han.
Det har skabt op til 25 meter høje bunker af affald på en ø med meget få ledige kvadratmeter.
»Så hver gang, du smider nyt affald på toppen af lossepladsen, vælter det ud i havet,« siger han.
De seneste par uger har Torben Kristiansen arbejdet sammen med flere lokale, som husker de kridhvide strande fra deres barndom.
»Men nu er stranden eroderet væk. Mange steder på hovedøen er de erstattet af støbte betonkanter, som skal beskytte mod de stigende havvande. Og de steder, hvor man ikke har råd til det, har man brugt bilvrag, affald og gamle skibscontainere til at beskytte kysten,« siger han.
Marshalløerne er ikke de eneste paradisøer, der kæmper med voksende bunker af affald. Cowi kører også store affaldshåndteringsprojekter på populære feriedestinationer som Mauritius, Seychellerne og Jamaica.
Fælles for øerne er, at den vestlige livsstil og det dertilhørende overforbrug vokser, og samtidig har de ikke fundet en fornuftig måde at håndtere al den affald, der følger med.
Når Torben Kristiansen går en aftentur i den største by på Marshalløerne, møder han hverken rundkørsler eller lyskryds. Til gengæld er der masser af hunde og børn, som leger.
»Og ude foran husene sidder alle med en smartphone i hånden og googler. Ligesom du og jeg ønsker de sig også de nye Levis-bukser og en stor fladskærm, selvom de selvfølgelig ikke har råd til at købe lige så meget, som vi gør,« siger han.
Forbruget stiger, men modsat Danmark, hvor man siden 1904 har haft forbrændingsanlæg, der kan omdanne affald til varme eller strøm, har Marshalløerne endnu ingen mulighed for at brænde affaldet.
Det er heller ikke muligt at genanvende plastik, papir, pap, glas eller jern på øerne. Derfor giver et pantsystem heller ingen mening.
»Hvis de f.eks. skal genanvende en plastikflaske, skal den sejles 6.000 kilometer væk for at blive genanvendt, og det koster jo en bondegård. I stedet for presser de dem til kasser, som de bruger til at fylde huller i jorden og på den måde 'løfte' øen,« siger han.
Det er kun bly fra bilbatterier og aluminium, der har en så høj værdi, at det giver mening at sejle det til Kina eller USA.
Ironisk nok er den manglende affaldshåndtering på øerne netop med til at løfte havet yderligere.
Den metangas, der dannes fra affaldet på lossepladserne, er nemlig Marshalløernes andenstørste udleder af drivhusgasser.
Den største udleder er de dieselgeneratorer, som laver strøm til øerne. Med støtte fra donorer bl.a. Asian Development Bank arbejder Cowi derfor på at etablere forbrændingsanlæg på Marshalløerne.
»Det er en win-win. I stedet for at smide affald i kæmpe bunker, så det danner metangas, kan man udnytte det til at lave el og dermed erstattet cirka 10 pct. af dieselforbruget,« siger Torben Kristiansen.
