Et billede af en mand med en spand fuld af husholdningsaffald, som han smider direkte ud i floden - mens en rengøringsmand står og ser på - er gået viralt i Indonesien.
Og det er måske ikke så mærkeligt endda. Floderne i hovedstaden Jakarta er fulde af affald - så fulde, at de ligner en losseplads mere end et vandløb.
Det er helt almindeligt i Indonesien at bruge floden som en anden affaldsspand.
Manden tømte sin affaldskurv i floden onsdag 30. januar, men allerede den næste dag var han identificeret.

Mukhlicin fik en bøde på 300.000 rupier (190 danske kroner) for at overtræde loven om affaldsbehandling.
Hans handling blev fanget på kamera, og scenen blev posted på Jakarta Water Body Management Units officielle Instagram-konto, @upkbadanairdlhdki.
Der kom flere end 700 kommentarer, og de fleste fordømte mandens handling.
»Det er et eksempel på noget som ikke skulle ske i nogen afkrog af Jorden. En ironisk handling af en mand, der med vilje hældte sit affald ud i floden, mens en rengøringsmand så på,« lød billedteksten.

Mange indonesere bruger stadig floden, som et område, de kan smide affald i, siger Wicaksono Sarosa, fra en organisation der arbejder på at ændre folks opførsel, til avisen Jakarta Post fredag.
»Vi har brug for mere offentlig uddannelse i dette her,« siger han.
Ifølge ham er det at smide affald i floderne et kulturelt problem, der rækker langt ud over Jakarta.
»Det sker ikke kun i Jakarta. Floden bliver stadig betragtet som 'baghaven'. Det er en generel attitude blandt indoneserne.«

Hovedstaden Jakartas floder er notorisk beskidte. De modtager - hver eneste dag - 2,5 millioner kubikmeter beskidt vand. Det meste - over 70 procent - kommer fra millioner af husholdninger.
Jakarta er Indonesien største by med 10 millioner indbyggere. Men tælles forstæderne med er antallet steget til hele 31 millioner.
Planlægningsministeriet har i februar sidste år afleveret en rapport, der siger at 96 procent af flodvandet i byen er alvorligt forurenet.
Under de Asiatiske Lege sidste år, valgte Jakata at dække en flod til. Den havde fået kælenavnet 'Kali item' - den sorte flod.

Der blev spændt et gigantisk sort nylon-net ud over floden, som man frygtede ville lugte alt for slemt for de fremmede atleter.